Erhverv

Storbritannien vil indføre førerløse biler på de britiske veje allerede i år

Den britiske regering vil ændre reglerne, så det allerede i år bliver muligt at teste selvkørende biler på offentlige veje i Storbritannien.

Over hele verden tester man i øjeblikket førerløse biler, som her i Helsinki i Finland, hvor det er en franskproduceret, selvkørende minibus. Foto: Eyevine/Xinhua

Indbyggerne i Storbritannien kan måske inden længe se frem til at møde førerløse biler på de britiske veje.

Det britiske transportministerium planlægger at ændre de nuværende regler, så det fremover bliver muligt at teste selvkørende biler på offentlige veje uden mennesker i bilen, der kan gribe ind, hvis teknologien svigter.

Står det til den britiske regering skal de første biler ud på vejene allerede i slutningen af 2019. Samtidig sigter regeringen efter, at bilerne potentielt skal kunne lanceres på det kommercielle marked allerede i 2021, hvis teknologien tillader det.

Det skriver det britiske medie The Times.

Ifølge mediet vil den britiske regering dog samtidig stille store krav til virksomheder, der vil teste selvkørende biler på offentlige veje og gader.

»Ændringen af reglerne imødekommer et stigende ønske i branchen om at kunne udføre mere avancerede tests af førerløse biler. Vi er nu i gang med at udvikle en proces om, hvordan vi håndterer tests af førerløse biler på offentlige veje,« siger en talsperson fra det britiske transportministerium til The Times.

Der har tidligere været udført forsøg med selvkørende biler i Storbritannien, men reglerne har hidtil krævet, at der enten skulle være en person tilstede i bilen eller et system, der gjorde det muligt at fjernstyre bilen i nødstilfælde.

Sikkerheden omkring førerløse biler har især været kraftigt debatteret siden marts sidste år, hvor en 49-årig kvinde blev dræbt af en selvkørende bil i Arizona i USA.

Forslaget fra den britiske regering bliver da også mødt med skepsis fra flere fronter.

»Udviklingen går stadig langsomt. Vi kan måske se selvkørende biler på de britiske veje i et begrænset omfang i løbet af 2023, men der går nok ti år, før bilerne har potentialet til at slå igennem over en bred front,« siger Charlie Henderson fra konsulenthuset PA Consulting til The Times.

Storbritannien er dog ikke det eneste land, der planlægger at slippe førerløse biler løs på vejene. Den franske præsident Emmanuel Macron har tidligere luftet ambitioner om, at selvkørende biler skal finde vej til franske veje i løbet af 2022. Spanien og Italien planlægger også forskellige tests i et begrænset omfang.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også