Erhverv
0

Kapitalfond strammer greb om Flying Tiger-ledelse og siger stop for flere butikker

Flying Tiger Copenhagen sætter alle ekspansionsplaner i bero efter et skuffende 2018. Nu skal en ny og udvidet direktion sikre, at den pressede detailkæde får styr på forretningen.

Mette Maix blev i 2017 ny adm. direktør for den internationale butikskæde Flying Tiger Copenhagen. Efter et skuffende resultat i 2018 får hun nu fire nye medlemmer i ledelsen . Foto: Stine Bidstrup.

Kapitalfonden EQT har taget konsekvensen af de skuffende resultater i Flying Tiger Copenhagen og omkalfatret ledelsen, efter at detailkæden i begyndelsen af året var faretruende tæt på at bryde sine lånebetingelser.

Samtidig sættes vækstplanerne på pause.

Flying Tiger åbnede i en periode en ny butik hver tredje dag, men i 2019 er planen, at antallet af butikker forbliver stort set uændret omkring 1.000 butikker.

»Vi har i mange år haft mest fokus på vækst. Nu handler det om at øge profitabiliteten,« siger adm. direktør Mette Maix.

Det betyder også store ændringer i ledelsen.

Flying Tigers finansdirektør, Carsten Fensholdt, er stoppet og erstattes ifølge Finans’ oplysninger inden for kort tid.

Detailkæden har desuden ansat en ny kommerciel chef, en ny indkøbschef og udvidet direktionen med den tidligere McKinsey-konsulent Martin Jeermin.

»Hele lederteamet er virkelig blevet opgraderet. Det er ikke et onewomanshow,« siger Maix.

Flying Tiger lignede i en periode et globalt eksporteventyr, men selskabet er i de senere år løbet ind i alvorlige problemer, der har forhindret kapitalfonden EQT i at lave en succesfuld exit, af hvad der tidligere lignede en drømmeinvestering.

Salget i de eksisterende butikker er faldet siden 2015, mens usælgelige varer hobede sig op på lagre og i butikker.

Flying Tiger måtte nedskrive sit varelager med 96 mio. kr. i 2017 mod 110 mio. kr. i 2016.

Mette Maix blev udpeget som redningskvinde i 2017, men hun er heller ikke lykkedes med at øge salget i de eksisterende butikker, og samtidig er lønsomheden faldet.

Resultatet for 2018 er ikke offentliggjort, men Mette Maix fortæller, at hun »bestemt ikke« er tilfreds med bundlinjen. I 2017 lød den på plus 4 mio. kr.

Ifølge Dorte Wimmer, direktør ved Retail Institute Scandinavia, kan aggressiv ekspansion få detailkæder til at miste fokus på omkostningerne.

»Når man ekspanderer især til udlandet, er det rigtig vigtigt med en klar arbejdsdeling, så der er styr på, hvilke ting der varetages af det lokale marked, og hvilke ting man kan samle for at få stordriftsfordele på hovedkontoret,« siger hun.

BRANCHENYT
Læs også