Erhverv

73-årige Anders Winther styrer millionsucces: »Jeg er ikke klar til pension«

I snart 90 år har Winther-familien tjent sine penge på cykler. De seneste 10 år har virksomheden dog satset anderledes.

Anders Winther har i mere end 40 år styret familievirksomheden A. Winther. Men han er ikke klar til at give slip endnu. Foto: Morten Lau-Nielsen

De fleste forestiller sig nok en pensionisttilværelse, når fødselsdagslysene er pustet ud 73 gange gennem livet.

Men for 73-årige Anders Winther er pension ikke et tema. I hvert fald ikke her og nu.

A. Winther
  • Har rødder tilbage til 1932, hvor smeden Anders Winther begyndte at lave slæder og små cykler
  • Gennem årene blev højkvalitetscykler udviklet til både børn og voksne
  • Den del af forretningen blev solgt for 10 år siden, hvorefter fokus blev lagt på cykler til børneinstitutioner, ladcykler og anhængere
  • Virksomheden ledes af Anders Winther, der er barnebarn til stifteren

Han har i mere end 40 år styret familiens livsværk, A. Winther A/S fra Silkeborg, der siden 1932 har produceret og leveret cykler i både ind- og udland.

»Jeg er ikke klar til pension. Min tanke er at trappe gradvist ned og gøre næste generation i familien klar til at føre virksomheden videre. For jeg er her jo ikke til evig tid,« lyder det fra Anders Winther, der er tredje generation i spidsen for A. Winther.

Der er ikke noget at sige til, hvis Anders Winther har mod på mere. For A. Winther er i så god form, at virksomheden for nylig har offentliggjort sit bedste regnskab nogensinde. Et overskud efter skat på 14,4 mio. kr. Dermed nærmer indtjeningen sig 50 mio. kr. de seneste fem år.

»Det var et godt år og skyldes, at vi har opbygget en stærk kundekreds især i udlandet. Samtidig er vi gode til at lave nye produkter og komme ud til nye lande, som jo bidrager til at øge omsætningen,« siger Anders Winther.

De fleste forbinder måske Winther med den traditionelle cykel til børn og voksne af samme navn. Men for omkring 10 år siden solgte Winther den del af forretningen fra og valgte i stedet at satse massivt på salg af cykler til børneinstitutioner.

Nu fylder institutionsmarkedet 85 pct. af omsætningen i A. Winther, mens den resterende del udgøres af salg af ladcykler, ligesom Winther-koncernen sælger motorisk legetøj af plast gennem selskabet Gonge Creative Learning.

»I takt med at flere lande udbygger børnepasningsområdet, er der et større potentiale i forretningen. Men der er en begrænsning i, at vores produkter nok kun kommer ud til udviklede lande,« siger Anders Winther.

Som det er naturligt med veldrevne virksomheder, har der gennem årene været interesserede købere til A. Winther. Hver gang har de dog fået det samme svar af familien Winther.

»Holdningen er, at firmaet fortsat skal være familieejet. Det er meningen, at vi holder fast i den nuværende ejerstruktur,« siger Anders Winther, der ejer en del af koncernen sammen sine børn og øvrige familiemedlemmer, mens en mindefond også har en ejerandel.

To af hans børn er aktive i virksomheden som henholdsvis produktchef og ansvarlig for dele af det internationale salg.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også