Magasins britiske ejer har fået forlænget økonomisk livline
Den hårdt pressede stormagasinkæde Debenhams, der ejer Magasin, har sikret sig en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der skal være med til at sikre kædens overlevelse.
Den britiske stormagasinkæde Debenhams, der ejer Magasin, har fået en økonomisk håndsrækning, der potentielt kan sikre overlevelsen for den økonomisk pressede kæde.
Ifølge flere britiske medier, herunder The Guardian, har Debenhams fået forhandlet en aftale på plads med kædens kreditorer, der sikrer Debenhams en øget kredit på ca. 40 mio. pund, hvilket svarer til ca. 340 mio. danske kroner.
Den økonomiske indsprøjtning skal være med til at holde Debenhams flydende, mens kæden igangsætter en omfattende spareplan. Samtidig giver det Debenhams luft i økonomien til at forhandle en mere langsigtet aftale på plads med kreditorerne.
»Støtten fra vores kreditorer til vores turnaround-plan er vigtig for at understøtte en løsning, der tager hensyn til alle interessenter og samtidig leverer en bæredygtig fremtid for Debenhams,« siger stormagasinets topchef Sergio Bucher.
Debenhams har en nettogæld på 286 mio. pund, svarende til 2,4 mia. danske kroner.
Debenhams blev sidste år ramt af en skuffende julehandel, der faldt med 3,6 pct. sammenlignet med samme periode i 2017, hvilket fik stormagasinkæden til selv at hejse det økonomiske advarselsflag.
Debenhams varsler samtidig, at kæden er på vej med en omfattende spareplan, der vil medføre flere lukninger blandt Debenhams' 165 stormagasiner og omfattende afskedigelser blandt de ca. 25.000 medarbejdere.
Samtidig forsøger Debenhams at skille sig af med Magasin, som den britiske stormagasinkæde købte tilbage i 2009 for blot 100 mio. kr. Dengang kæmpede Magasin med gæld, underskud og en truende konkurs.
Debenhams satte tilbage i august Magasin til salg til en anslået pris på ca. 2 mia. kr.