Erhverv
0

Børnetøjs-app med Jesper Buch i ryggen har underskud på millioner

Børnetøjs-app'en Reshopper har de seneste år haft et underskud på flere millioner. Virksomheden har ellers fået en millioninvestering fra iværksætter Jesper Buch. Trods røde tal er der alligevel store planer for fremtiden, forklarer ejer og direktør for Reshopper.

Foto: Screenshot

År efter år genererer virksomheden Reshopper underskud, og det seneste regnskab viser et tab på knap 5,5 mio. kr.

Reshopper er en børnetøjs-app, hvor forældre kan sætte tøj eller udstyr til salg. Men selvom 400.000 danskere benytter sig af app’en, så formår virksomheden, der blev etableret tilbage i 2012, endnu ikke at tjene penge.

»De sidste par år har vi kørt med et planlagt underskud, hvor vi har investeret i markedsføring og udvikling. Det koster mange penge, og det kan man selvfølgelig aflæse i regnskabet,« forklarer direktør og ejer Nicolai Danmark Johannesen.

Det er særligt investeringer i at få opbygget app’en og et fejlslagent fokus på udlandet, der har været en bekostelig affære, men ifølge Nicolai Danmark Johannesen har det været det hele værd, for nu begynder Reshopper at tjene penge på månedsbasis.

Vi har udviklet et banebrydende flow i app’en, som kommer til at gøre brugeroplevelsen ret unik i forhold til konkurrenterne.

Nicolai Danmark Johannesen, direktør og ejer af Reshopper

»Det sidste halve år har vi arbejdet målrettet på at tjene penge i Danmark, og det giver nu pote, og det betyder, at vi inden for de kommende måneder vil have en overskudsgenererende virksomhed, som på månedsbasis leverer sorte tal på bundlinjen.«

Reshoppers brugere omsætter for et trecifret millionbeløb årligt, og interessen for at sælge brugte varer er kun stigende, mener Reshopper. Derfor barsler virksomheden også med nye tiltag for 2019.

»Vi har udviklet et banebrydende flow i app’en, som kommer til at gøre brugeroplevelsen ret unik i forhold til konkurrenterne. Der ligger en stor investering i det, men vi tror på, at der er et stort uudnyttet forretningspotentiale i transaktionen på de digitale markedspladser, fordi vi løser et grundlæggende problem for brugerne, som oplever, at det er besværligt at sende pakker frem og tilbage på eksisterende services,« forklarer Nicolai Danmark Johannesen.

Reshopper fik tilbage i 2017 en større millioninvestering fra Jesper Buch, der i dag sidder i bestyrelsen hos Reshopper. Og selvom virksomheden endnu ikke leverer pæne resultater, så frygter den ikke, at serieiværksætteren trækker sig.

»Det er jo en langsigtet investering, vore investorer har lavet i Reshopper, så vi har fuld opbakning til planerne fra både vores bestyrelse og investorer også fra Jesper Buch, som sidder i bestyrelsen til arbejdet med at gøre Reshopper til en rigtig god og sund forretning. På den front kører tingene som de skal, synes jeg.«

BRANCHENYT
Læs også