Erhverv

Fødevarerejseholdet står magtesløs over for storsvindlende slikbutikker

Salget af sort slik fortsætter. Fødevarerejseholdet har mistet sit bedste våben, efter at en slikbutik fik medhold i sin klage over et påbud.

Slik beslaglagt i en københavnsk slikbutik, der ikke kunne fremvise tilfredsstillende fakturaer på varerne. Foto: Fødevarestyrelsens rejsehold

Selv om Fødevarerejseholdet og Skat i de senere år er gået målrettet efter at komme sort slik til livs, fortsætter en række slikbutikker i stor stil med at sælge de søde sager uden at betale afgifter, moms og skat - og uden sporbarhed.

Det viser en aktindsigt i Fødevarestyrelsens kontrolbesøg, som har afdækket et hidtil uset omfang af manglende sporbarhed - det vil sige, at man ikke kan se, hvor varerne er købt - og dermed også svindel med moms og afgifter.

I en hidtil hemmeligholdt aktion i 10 københavnske butikker og en grossist samt fem engrosvirksomheder i Sverige blev det afsløret, at det sorte slik i flere butikker udgør 50-87 pct. af omsætningen. I en enkelt butik blev der i løbet af otte måneder solgt 68 tons sort slik, som var hentet i Sverige, fremgår det af kontrolrapporterne.

Der er nogle butikker, som sælger voldsomme mængder sort slik, og vi har svært ved at stoppe dem.

Michael Rosenmark, leder af Fødevarestyrelsens rejsehold

Chefen for rejseholdet i Fødevarestyrelsen, Michael Rosenmark, erkender, at man har svært ved at komme problemet til livs:

»Der er nogle butikker, som sælger voldsomme mængder sort slik, og vi har svært ved at stoppe dem.«

Fødevarestyrelsen fik sidste år nye redskaber til at bekæmpe de brodne kar. Bl.a. fik man med inspiration fra Norge mulighed for at give karantæne til ejere, der gentagne gange på et år får sure smileyer, men ikke en eneste gang er der givet karantæne til slikbutikker. Det skyldes, at de i vid udstrækning gør brug af stråmænd og laver ejerskifte, inden de når at have været brodne kar i et år.

Fødevarestyrelsen har derfor givet flere påbud om, at ejere af slikbutikker skal føre logbog med numre på de varer, der kommer ind af døren og sælges i butikken. Det har vist sig at være et effektivt redskab, fordi butikkerne ikke kan snyde med fakturaerne, når numrene skal skrives i logbogen.

Men det er der sat en stopper for, efter at Miljø- og Fødevareklagenævnet netop har givet en slikbutik medhold i, at Fødevarestyrelsen ikke har hjemmel til at give påbud om logbog.

Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) tager afgørelsen til efterretning.

»Nu må Fødevarestyrelsen finde en anden metode. Hvis der er brug for en ny hjemmel, må vi se på det,« siger han i et skriftligt svar.



10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også