- Opdateret 25/02/2019 kl. 14:44
Nordsjællands Politi rejser tiltale mod tidligere Velux-chef for industrispionage
Efter næsten tre års efterforskning er Nordsjællands Politi nu klar til at hive en tidligere Velux-chef i retten i en opsigtsvækkende sag om mulig industrispionage.
Nordsjællands Politi har rejst tiltale mod en tidligere Velux-chef for industrispionage.
Det oplyser den navnebeskyttede mands forsvarsadvokat, Jan Aarup, til Finans.
Ifølge Aarup er manden blevet tiltalt for at have skaffet sig uretmæssig adgang til forretningshemmeligheder og for at have forsøgt at videreoverdrage oplysningerne til Velux’ konkurrenter.
Derudover er han tiltalt for at have brugt et firmakreditkort til private indkøb, oplyser Jan Aarup, der er overrasket over tiltaleskriftet.
»Efterforskningen har været lang, og vi forventede, at den ville fastslå, at der ikke var begået noget uretmæssigt,« siger Jan Aarup, der oplyser, at hans klient fortsat nægter sig skyldig.
Efterforskningen har været så langstrakt, at Retten i Helsingør i august 2018 helt usædvanligt fastsatte en frist for efterforskningen på et halvt år.
Inden da skulle Nordsjællands Politi afgøre, om sagen kunne bære en tiltale eller ej. Alternativt ville sagen falde til jorden, bestemte retten.
Fristen udløb fredag, men Jan Aarup modtog først tiltaleskriftet mandag, og han vil nu forsøge at få tiltalen ugyldiggjort med henvisning til, at anklageskriftet er kommet frem for sent.
Den paragraf i straffeloven, som Velux-chefen er tiltalt for i hovedforholdet, kan udløse en fængselsdom på op til seks år.
Ifølge Jan Aarup er yderligere en person tiltalt i sagen.
Efterforskningen har været lang, og vi forventede, at den ville fastslå, at der ikke var begået noget uretmæssigt.
Finans afslørede sagens detaljer i 2017, da en polsk kvinde fortalte, hvordan hun havde sladret til Velux om, hvordan en Velux-medarbejder gennem en tysk mellemmand i 2016 forsøgte at sælge store mængder internt materiale fra Velux til vindueskoncernens største konkurrent, polske Fakro.
Nordsjællands Politi har ingen kommentarer.
Fakro har gentagne gange afvist, at virksomheden har gjort noget forkert, og pressemedarbejder Anna Korczyk oplyser, at virksomheden ikke har yderligere at tilføje.
Pressechef i Velux, Jens Bekke, siger, at virksomhedens ledelse er »meget tilfreds« med afgørelsen om at rejse tiltale. Virksomheden har tidligere opgjort de potentielle skadevirkninger for Velux ved et salg af forretningshemmeligheder til 5 mia. kr.
»Det er vigtigt både for os og andre virksomheder, at der bliver gjort noget, når man har en sag om industrispionage og videregivelse forretningshemmeligheder, for det kan være en alvorlig trussel for en virksomhed,« siger han.