Ringkjøbing Landbobank har fremgang i sin basisindtjening efter fusion
På aktiemarkedet kvitterer investorerne for årsregnskabet med en stigning i kursen på godt 4 pct. efter en times handel.
Omkostningerne til fusionen mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank blev med 122 mio. kr. endnu lavere end forventet.
Både i forhold til da fusionen blev indgået og i forhold til forventningerne ved 3. kvartal.
Bankens proformaregnskab viser et overskud før skat på 952 mio. kr., hvilket er bedre end forventet og i den øvre ende. Efter knapt en times børshandel er aktien steget med godt 4 pct.
Før særlige omkostninger, som især er fusionsomkostningerne, viser proformaregnskabet et overskud på næsten 1,2 mia. kr. mod knapt 1,1 mia. kr., året før. Her var der ventet et overskud på mellem 825 og 1025 mio. kr.
»2018 er det første år, hvor driften fra Nordjyske Bank er indregnet. Årsregnskabsmeddelelsen indeholder, som det var tilfældet for halvårsrapporten og 3. kvartalsrapporten, både et proformaregnskab og et officielt regnskab. Begge regnskabsopstillinger udviser fremgang i forhold til sidste år, og fusionen er kommet godt fra start,« skriver bankens topchef John Fisker i regnskabsmeddelelsen.
Det er ikke altid, at en fusion mellem to rivaliserende banker bliver godt modtaget i lokalsamfundene.
Men Ringkjøbing Landbobank fortæller, at kundetilfredsheden ligger i top for begge de fusionerede banker og at Voxmeters omdømmeundersøgelse igen har placeret banken som den bedste i Danmark.
Posten med nedskrivninger på udlån er blevet kraftigt reduceret fra 70 mio. kr. i 2017 til blot 43 mio. kr. i 2018.
De fusionerede banker havde en vækst i udlånene på 7 pct. til 33 mia. kr.
For aktionærerne betyder det gode resultat, at udbyttet stiger fra 9 kr. til 10 kr. pr. aktie, og at banken sætter et nyt aktietilbagekøbsprogram i værk til 190 mio. kr.
I 2019 forventes et overskud - basisresultat - i intervallet 950-1150 mio. kr. og et overskud før skat på mellem 900 og 1200 mio. kr.
Ringkjøbing Landbobank opslugte i juni sidste år Nordjyske Bank gennem en fusion. Men Nordjyske har beholdt sit logo og kunderne har heller været tvunget til at udskifte deres betalingskort.
Oprindeligt blev der budgetteret med op mod 125 mio. kr. i fusionsomkostninger plus 30 mio. kr. i den gamle Nordjyske Bank. Nu landede udgifterne på knap 122 mio. kr.
Det blev nedjusteret ved det seneste kvartalsregnskab med 30 mio. kr. til samlet maksimalt 125 mio. kr.
Desuden har banken lavet to regnskaber. Det officielle med den gamle Ringkjøbing Landbobanks regnskab tillagt Nordjyske Banks tal fra overtagelsen den 9. juni og frem til udgangen af fjerde kvartal.
Og et proformaregnskab, som viser, hvordan det havde set ud, hvis fusionen havde haft effekt allerede fra 1. januar i år. Det indeholder begge de sammenlagte bankers resultatopgørelser for året.
Ledelsen vælger selv at tage udgangspunkt i proformaregnskabet.



