Fætter BR er klar med placering af alle nye butikker
Legetøjskæden BR meldte i sidste uge ud med 15 placeringer af nye butikker. Nu følger endnu en række adresser på nye legetøjsforretninger.
Legetøjskæden er klar med samtlige placeringer af alle sine ”nye” butikker.
Det skriver Salling Group, der for nyligt har opkøbt den landskendte legetøjsforretning, i en pressemeddelelse.
BR vil de kommende måneder åbne 26 nye butikker i Danmark, og udover sidste uges 15 annoncereder placeringer, tilføjer BR nu 11 nye adresser til listen.
»Opbakningen til BR fra alle egne af Danmark har været overvældende. Der er ingen tvivl om, at den glade fætter med bjørneskindshuen kan noget særligt for danske børn og børnefamilier. Vi ser frem til at åbne alle 26 i den kommende tid,« siger Charlotte From, BR-kædens nye chef, i pressemeddelelsen.
Salling Group sætter navn på 15 genopståede BR-butikker
De nye butikker betyder, at BR skal ansætte 300 nye kolleger. Stillingerne vil blive opslået og besat løbende.

