Fortsæt til indhold

Topchef i dansk milliardfirma fyrer ansatte kort inden sit stop

Terma har i dag opsagt 35 medarbejdere.

Erhverv

Jens Maaløe har som én af de sidste gerninger på posten som adm. direktør i Terma skåret i antallet af medarbejdere. 35 medarbejdere i den danske forsvarsproducents afdelinger i Lystrup, Herlev, Grenaa og i udlandet er tirsdag blevet opsagt. Det oplyser Terma i en pressemeddelelse.

Forsvarsproducenten kalder opsigelserne for en »tilpasning af organisationen«, og begrunder dem bl.a. med ændringer i markedsforholdene.

»Det er beklageligt men nødvendigt af hensyn til virksomhedens fortsatte udvikling. Efter flere års vækst og i takt med, at Terma er blevet en mere global virksomhed, er vi nødt til at tilpasse sammensætningen af kompetencer for at sikre, at vi til stadighed har en optimal omkostningsstruktur og samtidig er bedst muligt gearet til den vækst, vi forventer vil fortsætte de kommende år,« udtaler Jens Maaløe, adm. direktør i Terma.

I foråret 2018 blev det annonceret, at Jens Maaløe efter 16 år i spidsen for den danske forsvarsproducent fratræder sin stilling ved udgangen »udgangen af regnskabsåret 2018/2019«, og Termas forskudte regnskabsår slutter ved udgangen af februar.

Jes Munk Hansen, der kommer fra en stilling som øverst ansvarlig for Osrams aktiviteter i USA og for Osram-koncernens globale salgsfunktion, tager over på posten som adm. direktør efter Jens Maaløe.

I det forskudte regnskabsår 2017/2018 landede omsætningen i Terma på 1,8 mia. kr. Det var den højeste omsætning i selskabets historie. Indtjeningen efter skat faldt en smule i sammenlignet rekordåret 2016/2017 og endte på 72 mio. kr.

Terma beskæftiger omkring 1.400 fuldtidsansatte og udvikler systemer til civile, militære og sikkerhedsmæssige formål. Det handler om både kommando- og kontrolsystemer, radarsystemer, rumfartsteknologi og strukturdele til flyindustrien.

Terma har hovedsæde i Lystrup ved Aarhus og har, som skrevet, desuden danske afdelinger i Grenaa og Herlev.

Virksomheden ejes af Thomas B. Thriges Fond.

Artiklens emner
Terma
Jens Maaløe