Erhverv
0

Giftig renteswap får stort gods og landbrug til at gå konkurs

En af Danmarks største økologiske landbrugsbedrifter er taget under konkursbehandling.

Vibygård-koncern driver 800 hektar økologisk landbrug, som nu er ramt af en konkurs. Arkivfoto: Carsten Snejbjerg/Polfoto

En giftig renteswap på næsten 100 mio. kr. har fået ét af Danmarks største økologiske landbrug, det 700 år gamle Vibygård Gods og flere gårde, til at gå konkurs.

Swap-lån
  • At swappe er det samme som at bytte
  • Ved et swaplån bytter man rentevilkår med en bank eller kreditforening
  • Det ses typisk, hvor et lån med variabel rente bliver byttet til et lån med fast rente
  • Swaplånet er bindende for begge parter, og dermed kan lånet heller ikke konverteres

Koncernselskabet Vibygård Gods A/S er taget under konkursbehandling, og det samme er de forbundne selskaber Arnakke Gods A/S og Ørstedgård A/S. De to sidstnævnte selskaber kautionerede for swap-aftalen, der blev indgået med Jyske Bank i 2008.

Hovedaktionær og direktør i Vibygård Gods, Mogens Jørgensen, forklarede for et år siden til Finans, at renteswappen havde kostet godset »sindssygt mange penge«, og at det var irriterende at se 100 mio. kr. løbe ud i sandet.

Han har ikke mange kommentarer til konkursen, da Finans får fat på ham onsdag formiddag.

»Jeg kan oplyse, at renteswappen er årsagen til konkursen, og at vi blev begæret konkurs allerede i oktober. Dengang havde vi en likvid beholdning på 20 mio. kr.,« siger Mogens Jørgensen, der ejer Vibygård Gods sammen med sin familie.

Hvad kommer konkursen til at betyde for dig personligt?

»Det vides endnu ikke. Men det vil ikke undre mig, hvis jeg selv ryger med i svinget,« siger han og forklarer, at han ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Alt i alt driver Vibygård-koncernen økologisk landbrug på knap 800 hektar på Sjælland, ligesom koncernen i en årrække solgte økologiske varer gennem det nu lukkede økologiske supermarked Frydenholm.

Men selvom driften af det økologiske landbrug har været særdeles god for Vibygård Gods, har swap-aftalen fået det hele til at kollapse.

Swap-aftalen var omtalt i det seneste årsregnskab fra marts 2018, hvor Vibygård Gods havde et historisk stort underskud på 39 mio. kr.

Af regnskabet fremgik det, at swap-aftalerne havde en negativ markedsværdi på 70,6 mio. kr., og at der var krav om markant øgede bidragssatser på realkreditgælden.

Efterfølgende forhandlede Vibygård Gods med Jyske Bank og Nykredit om finansieringen af koncernen. Det førte til en tilfredsstillende aftale med Nykredit, mens forhandlingerne med bankforbindelsen Jyske Bank fortsat stod på ved regnskabsaflæggelsen.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Jyske Bank til konkursen.

Der er tale om en fastrenteswap på 99 mio. kr. med en løbetid på 30 år og en rente på 4,3 pct. Det har været en kæmpe bet at hænge på en rente på 4,3 pct., når markedsrenterne de seneste år er faldet til historiske dybder. Mindst lige så alvorligt er det dog, at dette rentefald medfører, at gamle fastrenteswaps har udviklet en negativ markedsværdi.

For Vibygård Gods betød det konkret, at godset skulle betale 70 mio. kr. for at komme ud af swap-aftalen og slippe for den høje rente.

Omkring 2008 indgik mange danske landmænd fastrenteswaps, men de fleste er efterhånden tvangslukket af bankerne, hvilket har medført mange konkurser og milliardtab i landbruget, når de negative markedsværdier er realiseret.

På Vibygård Gods har swappen kørt videre, fordi den økologiske landbrugsdrift har givet gode overskud, der har gjort det muligt at betale de høje renter og bidragssatser.

BRANCHENYT
Læs også