Fortsæt til indhold

Cult vender nedgang til tocifret million-overskud

Læskedrik-firmaet Cult fremlægger regnskab for 2018 med millionoverskud. Regnskabet står i stor kontrast til resultatet i 2017, der viste et større underskud.

Henrik Overgaard er adm. direktør i Cult, der har været kendt for sin markedsføring med letpåklædte Cult-piger, der delte Cult-produkter ud til events. Foto: Joachim Ladefoged
Erhverv

Den danske virksomhed Cult A/S fremlægger nyt regnskab for 2018, der viser et overskud på 10,7 mio. kr. efter skat.

Læskedrik-kæden vender således skuden, efter den i 2017 måtte slutte året af med et million-underskud på 4,7 mio. kr.

CEO i Cult, Henrik Overgaard, er tilfreds med resultatet.

»Vi havde en forventning om et godt resultat for 2018, og det lover godt for 2019,« siger han.

Cult har trimmet organisationen og bl.a. stoppet eksporten til lande, der gav underskud. Det var især oversøiske lande som Sydafrika og latinamerikanske lande.

Regnskabet viser en egenkapital på 48,9 mio. kr., der er næsten identisk med egenkapitalen for 2017 på 48,1 mio. kr.

Kendt for letpåklædte piger: Cult taber nu millioner

Royal Unibrew købte i juni sidste år firmaet bag Cult for 350 mio. kr., og virksomhederne venter stadig på Konkurrencestyrelsens afgørelse i forbindelse med opkøbet.

»Havde vi ikke stået i en venteposition, var resultatet formentligt blevet endnu bedre, men ser man på helåret er vi godt tilfredse,« siger Henrik Overgaard.

Han mener desuden, at medarbejderne har spillet en stor rolle i forbindelse med overskuddet det seneste regnskabsår.

»2018-resultatet er tegn på en ekstrem stor indsats fra medarbejderne, der har løbet meget stærkere det sidste år i forbindelse med Unibrews opkøb af Cult,« siger han.

Til spørgsmålet om der er nye Cult-produkter på tegnebrættet, udtaler direktøren, at der som altid kommer nye produkter af den ene eller anden art, da drikkevare-branchen lever af innovation.

I januar lancerede Cult den nye alkoholshaker ’Shaker Sport’, og den er ifølge Henrik Overgaard kommet godt fra start.

Virksomheden, der blev grundlagt i 1998 af iværksætter Brian Sørensen, står også bag læskedrikkene Cult Shaker og Mokai.

Artiklens emner
Cult