Erhverv

Dansk malinggigant får trecifret millionbøde i bestikkelsessag

Malingkoncernen Hempel må gribe til lommen efter 220 mio. kr. i en sag om bestikkelse og korruption. »Det lukker et langt, mørkt kapitel i Hempels historie,« siger topchefen.

Hempel, der blandt andet laver skibsmaling, skal betale en bøde på 200 mio. kr. i en sag om bestikkelse og korruption. Foto: Kennet Lysbjerg Koustrup.

En omsiggribende sag om bestikkelse og korruption koster nu malingkoncernen Hempel en gedigen bøde.

Hempel, der har fyret en stribe medarbejdere i forbindelse med sagen, skal af med 220 mio. kr. til bagmandspolitiet, SØIK, og de tyske anklagemyndigheder

»Det lukker et langt, mørkt kapitel i Hempels historie, og nu er vi klar til den lysere fremtid,« siger Henrik Andersen, adm. direktør i Hempel.

Hempels bestikkelsessag
  • Ifølge Hempel er den mulige bestikkelse foregået ved, at selskabets medarbejdere har afregnet forkert med kunderne.
  • Konkret skal det være sket ved, at rabatter på køb af f.eks. maling til skibe er blevet givet til de såkaldte ship managers i stedet for til skibenes ejere, som ifølge Hempel har været berettiget til rabatterne.

Sagen dukkede frem i august 2016, da Hempels tyske datterselskab blev ransaget. To måneder senere meldte virksomheden ud, at fire medarbejdere var blevet fyret. Det tal er siden steget til omkring 50 ansatte, der er blevet fyret, bortvist eller er fratrådt som følge af sagen, hvoraf flere er ledende medarbejdere.

Problemer med bestikkelse og korruption viste sig ikke kun at være i Tyskland, men også Asien, og Hempel valgte selv at overdrage materiale om sagen til SØIK. Udover bøden har undersøgelser og restruktureringer i koncernen som følge af sagen kostet 180 mio. kr.

»Samlet har vi nu hensat og brugt 400 mio. kr. på at rydde op i den her frygtelige sag,« siger Henrik Andersen, der trådte til som topchef i marts 2016.

Faktisk er Hempel i færd med at udvide hovedkvarteret i Kongens Lyngby med mere end 14.000 kvadratmeter, der kommer til at koste netop i omegnen af 400 mio. kr.

»Det fortæller, hvor dyrt det har været. Vi har lært, at hvis man skal være en global virksomhed, så skal man have gode processer på plads,« siger han.

Læs også