Erhverv

Ny Bugatti koster det samme som 300 Tesla'er

Bugatti påstår, at man har bygget verdens dyreste bil - "La Voiture Noire" - til en svimlende sum.

Den ligner en krydsning mellem en hjelm til Darth Vader og en svunden fremtid. "La Voiture Noire" er en nyfortolkning af Jean Bugatti's Type 57 SC Atlantic. Foto: Bugatti.

Hvad gør man, hvis man virkelig vil fejre sin 110 års fødselsdag og hedder Bugatti. Så bygger man selvfølgelig verdens dyreste bil.

Det er præcis hvad Bugatti har gjort. På det internationale motorshow i Geneve har Bugatti i dag afsløret verdens dyreste bil til 12,5 mio. dollars eller 11 mio. euro eller 82 mio. kr. Det er så før skatter og afgifter.

Man kan også gøre det op i Tesla’er, som nyhedsbureauet Bloomberg har gjort. Denne Bugatti med navnet ”La Voiture Noire” koster det samme som 300 stk. Tesla Model 3.

Nogle vil mene, at "Den Sorte Bil" er så smuk, at det skærer i øjnene. Og den kan ikke købes.

Bugatti har kun fremstillet dette ene eksemplar, og bilen er solgt. I bilkredse spekuleres der i, at køberen er den tidligere topchef og formand for VW Ferdinand Piëch.

Bugatti har ikke afsløret køberen. Kun at der er tale om en "Bugatti-entusiast". Det var Ferdinand Piëch, der godkendte nogle af Bugatti’s ret vilde udviklingsomkostninger.

Men tilbage til bilen: Motoren er 16-cylindret med seks udstødningsrør og den yder 1500 hk. Mere behøver man vel egentlig heller ikke at vide.

Ifølge Bugatti, så er bilen "mere end blot en moderne fortolkning" af Jean Bugatti’s Type 57 SC Atlantic, der er et ikon for classic cars-aficionados, skriver Bloomberg.

Jean Bugatti var søn af Bugatti’s stifter Ettore Bugatti.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også