Erhverv
0

Reklamefolk scorer kassen på at sælge dansk reklamebureau til international kæmpe

Ledende folk i et af Danmarks største reklamebureauer kan hive store gevinster hjem, efter det globale konsulenthus Accenture har købt bureauet.

Steffen Hjaltelin er bestyrelsesformand for reklamebureauet Hjaltelin Stahl. Foto: Presse/Hjaltelin Stahl

Et af Danmarks største reklamebureaer, Hjaltelin, Stahl & Co., er blevet opkøbt af det globale konsulenthus Accenture, der har over 460.000 medarbejdere og rådgiver store virksomheder om strategi og digitalisering.

De seneste år har Accenture bevæget sig mere ind på det digitale reklamespor. Derfor har Accenture nu købt Hjaltelin, Stahl & Co., der bl.a. har Arla, Coop, Ikea, Suzuki og Telia på kundelisten.

Hjaltelin, Stahl & Co. offentliggør ikke omsætningen, men det seneste regnskab viser, at reklamebureauet i 2018 havde en bruttofortjeneste på over 116 mio. kr. og et resultat på 36,5 mio. kr.

»Med købet af Hjaltelin Stahl vil Accenture Interactive styrke vores evne til at designe, etablere og drive de bedste kundeoplevelser for vores kunder i Danmark og på andre markeder. Hjaltelin Stahls team og deres anerkendte kompetencer vil komplementere og styrke vores tilstedeværelse markant i Danmark og Norden,« siger Christian Dam, direktør for Accenture Interactive i Danmark, i en pressemeddelelse.

Partnerne vil ikke oplyse købsprisen, men en kilde inden for corporate finance-verdenen vurderer over for Finans, at et selskab som dette »formentlig har en pris på mindst 200 mio. kr.«

Det danske reklamebureau, der blev stiftet i 2003, har været ejet af en række ledende medarbejdere, hvoraf navnepartnerne Steffen Hjaltelin og Nicolai Stahl har ejet hhv. 37,9 pct. og 24,8 pct. Dermed scorer de begge formentlig en anseelig tocifret milliongevinst på salget til Accenture.

Den danske ledelse fortsætter i Hjaltelin, Stahl & Co., men med den nye ejer får det danske bureau adgang til flere globale kunder. Det skal skrue endnu mere op for væksten.

»Hjaltelin Stahl har altid skabt kommunikation og kundeoplevelser under filosofien ’Logic & Magic in Any Media’. Det er nøjagtig samme filosofi, der kendetegner Accenture Interactive - blot i en stor, global skala,« siger Nicolai Stahl, kreativ direktør i reklamebureauet, i en pressemeddelelse.

Steffen Hjaltelin, bestyrelsesformand og partner i Hjaltelin, Stahl & Co, supplerer:

»Vi har derfor vidst i nogen tid, at skulle vi overtages af nogen, skulle det være Accenture Interactive.«

BRANCHENYT
Læs også