Erhverv
0

Falck-direktør gennem 30 år stopper efter skandale

Der kan sættes spørgsmålstegn ved Lars Vester Pedersens rolle i Falcks konkurrencesag mod Bios, og derfor ryger hans chefansvar i Falck nu.

Falcks direktør for assistanceforretningen stopper nu på sin post efter skandalesagen mod rivalen Bios. Foto: Jens Dresling

Falcks mangeårige direktør Lars Vester Pedersen stopper som følge af skandalesagen mod konkurrenten Bios.

Det fremgår af en pressemeddelelse, Falck har udsendt mandag.

Lars Vester Pedersen har haft ledende poster i Falck i mere end 30 år og begyndte som Falck-redder i 1979. Men da der nu kan sættes spørgsmålstegn ved hans rolle i konkurrencesagen mod Bios, har han besluttet at gå pension fra årsskiftet og allerede nu forlade sin ledelsespost.

»Jeg kender kun Lars Vester Pedersen som en reel og meget hæderlig kollega. Jeg har respekt for, at han ikke ønsker at stå i en situation, hvor han kan blive set som en belastning for et Falck, der lægger alle kræfter i at genskabe tilliden til virksomheden,« siger Falcks topchef, Jakob Riis, i pressemeddelelsen.

Lars Vester Pedersen har tidligere været redningsdirektør for Falcks danske forretning og har senest været chef for assistanceforretningen, hvilket har sikret ham en rolle i Falcks globale ledelse.

»Jeg har valgt at trække mig fra mine ledelsesposter allerede nu, fordi jeg ikke vil risikere, at min person kan skygge for de resultater, vi dagligt skaber,« siger Lars Vester Pedersen.

Indtil der er udpeget en ny direktør for assistanceforretningen, overtager topchef Jakob Riis rollen.

Konkurrencerådet fastslog for nylig, at Falck i 2015 og 2016 misbrugte sin dominerende position på markedet til at presse rivalen Bios ud af Danmark. Det skete gennem en nøje tilrettelagt smædekampagne.

BRANCHENYT
Læs også