Erhverv
0

Pandora skal finde ny bestyrelsesformand

Smykkeproducenten skal finde afløseren for Peder Tuborgh.

Udmeldingen fra Peder Tuborgh kommer på dagen, hvor Pandora afholder generalforsamling. Foto: Joachim Ladefoged.

Pandora skal i gang med at finde en ny bestyrelsesformand. Peder Tuborgh har nemlig besluttet sig for, at hans tid for bordenden i bestyrelseslokalet nærmer sig sin afslutning.

Derfor vil den danske smykkeproducent nu »igangsætte forberedelserne til at finde en ny bestyrelsesformand«, oplyser Pandora i en fondsbørsmeddelelse.

Udmeldingen fra Peder Tuborgh kommer på dagen, hvor Pandora afholder generalforsamling.

»Pandora var været igennem en bemærkelsesværdig udvikling over de seneste fire år. Vi har fordoblet omsætningen, udvidet vores forretning betydeligt inden for detailleddet og er blevet verdens mest kendte smykkebrand. Det generelle detailmarked har også undergået en hastig forandring med udviklingen af e-handel og globalisering, og vores brand er blevet udfordret,« udtaler Peder Tuborgh.

Blå bog

Peder Tuborgh:

  • Født 1963.
  • Cand.merc. Odense Universitet, 1987.

Erhvervskarriere:

  • 1987: Produktchef, MD Foods, Tyskland.
  • 1990: Marketingchef, MD Foods, Saudi-Arabien.
  • 1994: Marketingchef, MD Foods, Danmark.
  • 1998: Marketingdirektør, MD Foods, Danmark.
  • 2000: Divisionsdirektør, Arla Foods.
  • 2003: Koncerndirektør, Arla Foods.
  • 2005 -: Adm. direktør, Arla Foods.

Tillidsposter:

  • Bestyrelsesformand for smykkekoncernen Pandora og bl.a. medlem af bestyrelsen for Aarhus Universitet.

Privat:

  • Gift med Mette og far til fem. Familien bor i Aarhus-forstaden Højbjerg.

»Vi har igangsat væsentlige initiativer i løbet af 2018 for at imødegå disse forandringer. Når vores nye CEO, Alexander Lacik, er kommet ombord, og vi begynder at se resultaterne af Programme NOW, er fundamentet for en succesfuld brand turnaround på plads. Så vil det være rette tid til, at jeg giver stafetten videre til en ny formand,« lyder det fra Peder Tuborgh.

Opgaven som formand i Pandora har i de seneste år været præget af et hårdt pres på aktiekursen og dermed stor opmærksomhed fra investorer samt analytikere. Presset kulminerede i august 2018, hvor den forhenværende topchef Anders Colding Friis blev fyret.

I midten af februar meddelte Pandora, at man havde fundet afløseren for Anders Colding Friis. Her faldt valget på 54-årige Alexander Lacik. Han kom fra en stilling som topchef i Britax, der producerer sikkerhedsudstyr til børn.

Peder Tuborgh, der er koncernchef for den internationale mejerigigant Arla Foods, har siden 2014 været bestyrelsesformand for Pandora.

BRANCHENYT
Læs også