Fortsæt til indhold

Er cannabis og kryptovaluta fremtiden?

Greg Anderson og Cerescoin vil skabe en kryptovaluta, der bruges til at købe cannabis.

»Både cannabis og kryptovaluta er i fremmarch. Og folk er nærmest desperat utålmodige efter at se de to ting blive kombineret,« siger Cerescoin-stifter Greg Anderson. Foto: Matilde Campodonico
Erhverv

»Cannabusiness.«

Det er temaet på denne uges program på konferencen South by Southwest i Texas, som ligger sig i skæringspunktet mellem de digitale industrier musik, film og politik.

Cannabis er nemlig en voksende branche i USA som led i legaliseringen af stoffet flere steder. Det har fået amerikanske Greg Anderson på en idé.

»Både cannabis og kryptovaluta er i fremmarch. Og folk er nærmest desperat utålmodige efter at se de to ting blive kombineret,« siger han ifølge Dagens Næringsliv.

Greg Anderson har grundlagt Cerescoin, som er en kryptovaluta, man kan købe cannabis med i USA. Selvom Cerescoin fortsat ikke er godkendt af de amerikanske finansmyndigheder, er Anderson forhåbninsfuld. Processen har stået på i 14 måneder, og han håber på, at godkendelsen går igennem om ca. halvanden måned.

Men hvor opstår behovet egentlig for en kryptovaluta, som kan bruges til at forhandle cannabis?

I USA er bankerne reguleret under føderal lovgivning, og det betyder, at bankerne har blokeret muligheden for at benytte sig af almindelige kreditkort til den slags transaktioner. Derfor sker størstedelen af omsætningen med kontanter, indtil Cerescoin formentlig ser dagen.

Idéen er så, at man kan bruge valutaen i stater, hvor cannabis er legaliseret, på steder som sælger det euforiserende stof. En coin af kryptovalutaen får en fast kurs til dollaren, og brugere vil kunne overføre penge fra et betalingskort til appen, man så kan bruge til at betale. Derudover arbejdes der på kasseløsninger.

33 amerikanske stater har gjort medicinsk cannabis lovligt, mens 10 også har legaliseret stoffet til rekreationelt brug. Pt. overvejer man også at gøre det lovligt i staten New York.

Artiklens emner
Cannabis
Kryptovaluta