Erhverv
BREAKING
0

Danske brødre tjener millioner på tøjmærke

Tøjmærket Baum Und Pferdgarten kan fremvise et stort millionoverskud for 2018. For få år siden var firmaet ellers på randen af konkurs, men et ejerskifte har fået det danske brand på rette spor.

Teis Bruun står i i spidsen for mode- virksomheden Baum und Pferdgarten.
Foto: Gregers Tycho

Det danske tøjmærke Baum Und Pferdgarten er blevet en særdeles indbringende forretning for mode-brødrene Teis og Bjørn Bruun.

På få år er overskuddet mangedoblet, således at tøjfirmaet i 2018 tjente knap 29 mio. kr. Det viser et nyt regnskab. Der er tale om det bedste resultat i selskabets 20 år lange historie.

»Baum Und Pferdgarten har i regnskabsåret haft væsentlig fremgang i omsætning og resultat i forhold til tidligere år. Resultatet imødekommer ledelsens forventninger og karakteriseres som tilfredsstillende. Engrossalget, som er Baum Und Pferdgartens væsentligste salgskanal, er væsentligt forøget, dels ved øget salg på de nære skandinaviske markeder, dels ved væsentlig vækst i eksporten udenfor Skandinavien,« lyder det i ledelsesberetningen.

Teis og Bjørn Bruun købte sig ind i Baum Und Pferdgarten i 2009, da selskabet var i krise. I dag er de hovedaktionærer, mens selskabets to stiftere, Rikke Baumgarten og Helle Hestehave, også har en ejerandel.

Selvom millionerne nu ruller ind hos Baum Und Pferdgarten, har det danske tøjmærke skåret ned på antallet af forretninger fra tre til én. Til gengæld oplever den blivende forretning væsentlig vækst, fremgår det af årsregnskabet.

Baum Und Pferdgarten forventer fortsat vækst i omsætningen i regnskabsåret 2019, hvor der vil være flere investeringer i udviklingen af brandet.

De to brødre Teis og Bjørn Bruun er bedst kendt for op gennem 1990’erne og 00’erne at have opbygget modehuset Bruuns Bazaar. Men selskabet gik i 2016 konkurs.

Teis Bruun har været adm. direktør i Baum Und Pferdgarten siden 2017. Sammen med sin bror ejer han også tøjmærket Six Ames.

BRANCHENYT
Læs også