Erhverv
0

Novo Nordisk og Teva indgår forlig om guldmiddel

Slagsmålet mellem danske Novo Nordisk og konkurrenten Teva om lægemidlet Victoza er blevet afløst af et forlig.

Kåre Schultz, adm. direktør i Teva. Foto: Charlotte de la Fuente

Medicinalkæmperne Novo Nordisk og Teva Pharmaceuticals er blevet enige om at lægge stridsøkserne fra sig. Danske Novo Nordisk og israelske Teva har indgået et forlig i en patentsag om storsællerten Victoza (liraglutide), som Teva ellers havde udfordret patentet på. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fra Novo Nordisk.

Forliget betyder, at Teva kan sende en kopiversion af Victoza på markedet fra den den 22. december 2023. Visse »særlige omstændigheder« kan dog betyde, at Teva får mulighed for at sende sin kopiversion på markedet fra den 22. marts 2023, oplyser Novo Nordisk.

Endelig kan deadlinen blive rykket, hvis Novo Nordisk får en forlængelse på seks måneder på Victoza-versionen til børn. Det vil medføre, at de to datoer bliver rykket med seks måneder.

»Dette forlig afspejler den omfattende amerikanske patentportefølje for liraglutide. Novo Nordisk vil fortsat forsvare vores produkter mod udfordringer,« udtaler Jesper Brandgaard, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for Biopharm-forretningen.

Striden begyndte i begyndelsen af 2017, da Teva Pharmaceuticals oplyste til Novo Nordisk A/S , at selskabet har indsendt en såkaldt Abbreviated New Drug Application (ANDA) for liraglutid, der markedsføres under navnet Victoza til behandling af diabetes og Saxenda til behandling af fedme, til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Det betød, at Teva havde tænkt sig at lave en kopi af det storsælgende lægemiddel og sende det på markedet. Det israelske selskab var klar på at angribe Novo Nordisk før patentudløbet. Teva ville sælge midlet i USA, før udløbet på fem af i alt ni patenter.

»Det er en helt almindelig situation. Alle store lægemidler, der går af patent, har den situation, hvor der bliver kørt retssager om patenternes validitet. Der vil altid være en dialog, hvor man inddrager domstolene. Sådan har det været historisk set, så længe jeg kan huske,« har den danske Teva-topchef Kåre Schultz tidligere udtalt til Berlingske Business.

BRANCHENYT
Læs også