Erhverv

Efter fire måneder: NKT har fundet sin nye topchef

Alexander Kara skal fra den 1. august stå i spidsen for den danske kabelproducent.

NKT har nu sat navn på sin kommende topchef. Foto: NKT

Efter fire måneder uden en permanent leder har den danske kabelproducent NKT nu fundet sin topchef. Valget er faldet på den 58-årige Alexander Kara, der kommer fra ABB, hvor han havde ansvaret for selskabets højspændingsfabrikker og -markeder i Mellem- og Sydeuropa.

NKT vinkede i november farvel til Michael Hedegaard Lyng, der havde stået i spidsen for selskabet i 11 år. Men i forbindelse med offentliggørelsen af et regnskab, der blev betegnet som katastrofalt, blev Michael Hedegaard Lyng fyret.

Finansdirektør Roland M. Andersen blev i den forbindelse konstitueret som adm. direktør. Denne position forlader han den 1. august 2019, hvor Alexander Kara tiltræder. Herefter vil Alexander Kara og Roland M. Andersen udgøre direktionen i NKT.

»Med udnævnelsen af Alexander Kara til administrerende direktør i NKT har vi fundet den rette profil til at styrke vores kabelforretning og positionere os endnu bedre til at kunne få udbytte af den grønne omstilling og vækstmulighederne i vores kernemarkeder. Alexander kommer med stærke lederevner og 30 års international erfaring med at drive forretning og fabrikker indenfor vores industri,« udtaler Jens Due Olsen, der er bestyrelsesformand i NKT.

Alexander Kara, der er tysk og schweizisk statsborger, kender allerede til dele af NKT’s forretning. I perioden fra 2012 til 2014 var han nemlig direktør for ABB’s globale energikabelforretning i Karlskrona i Sverige, der nu er ejet af NKT.

»Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for NKT og aktivt tage del i udviklingen og væksten i NKT. Jeg brænder for energikabel-sektoren og ser frem til at blive en del af en markedsledende spiller inden for jævnstrømsteknologi,« udtaler Alexander Kara.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også