Michael Jacksons legendariske hjem på udsalg
Det er en svær opgave at komme af med popikonet Michael Jacksons ikoniske Neverland-ranch.
Den verdensberømte Neverland Ranch, der i sin tid tilhørte popkongen Michael Jackson, har fået skåret en ordentlig luns af salgsprisen.
Da Jacksons ikoniske hjem blev sat til salg i 2015, stod der 100 mio. dollars - 657 mio. kr. - på prisskiltet. Nu er prisen blot 31 mio. dollars, svarende til 204 mio. kr.
Det er bl.a. skandalerne om Michael Jacksons påståede seksuelle overgreb mod små drenge, som har skræmt købere væk. Og så er det heller ikke hvem som helst, der lader sig lokke af den karakteristiske luksusranch.
Ifølge kendere af det amerikanske luksusboligmarked er problemet bl.a., at Neverland ligger for langt fra Los Angeles til for alvor at være attraktivt.
Den enorme Neverland-ranch, der har fået sit oprindelige navn Sycamore Valley Ranch tilbage, ligger i Santa Barbara i Californien knap 200 kilometer uden for Los Angeles. Ranchen ligger på en 11 kvadratkilometer stor grund. Der er 22 bygninger, gæstehuse, en kunstig sø, tennisbaner og sågar en jernbane.
Selve Michael Jacksons tidligere hus er på 1.100 kvm og er bl.a. udstyret med biograf, swimmingpool, basketballbane, seks soveværelser og en scene.
Michael Jackson købte Neverland-ranchen i 1988. Han navngav den efter Peter Pans ø, på dansk kaldet Ønskeøen. Den forlystelsespark og dyrepark, som han fik installeret i sin tid, er pillet ned.
Den nuværende ejer købte Neverland af Michael Jackson i 2008. Året efter døde Jackson af en overdosis sovemedicin.



