Erhverv

TV 2 lander rekord-omsætning i et presset tv-marked

TV 2 kommer ud af 2018 med vækst på toplinjen og succes på streamingmarkedet, mens indtjeningen falder i det pressede tv-marked.

Merete Eldrup aflægger sit sidste årsregnskab for TV 2, efter hun i januar  meddelte bestyrelsen, at hun stopper som TV 2-topchef efter 12 år. Hun vil nu forfølge en bestyrelseskarriere. Foto: Miklos Szabo

Danmarks største kommercielle tv-station kan bryste sig af en ny rekord på toplinjen.

TV 2’s netop offentliggjorte årsregnskab viser, at selskabet omsatte for 2,866 mia. kr. i 2018, hvilket er en vækst på 3. pct. i forhold til 2017.

Reklameindtægterne fortsætter dog med at gå den forkerte vej og faldt således med 2 pct. sidste år. Væksten kommer derimod fra abonnementsforretningen, som steg med 6 pct. Abonnementsindtægterne fylder nu 54 pct. af hele TV 2’s omsætning.

Den helt store vækstmotor på abonnementsdelen var streamingtjenesten TV 2 Play, fortæller TV’2 topchef Merete Eldrup.

»Resultatet for 2018 er tilfredsstillende, og TV 2 har en stærk økonomi. Det skyldes blandt andet TV 2 PLAY, der fortsat bidrager flot til vores omsætning. Vi kan konstatere, at den positive udvikling fortsætter ind i 2019, og TV 2s streamingtjeneste har netop rundet en halv million abonnementer. TV 2s flowkanaler kan også se tilbage på et godt 2018,« siger hun i en pressemeddelelse.

På bundlinjen får TV 2 dog et mindre tilbageslag i forhold til forrige år. Årets resultat falder således fra 243 mio. kr. til 226 mio. kr. Det skyldes primært, at TV 2 har brugt 80 mio. kr. mere på kanalindhold i 2018.

De store tv-stationer kæmper indædt om seernes tv-tid, som svinder år for år, fordi færre har en tv-pakke. TV 2 har dog formået at få flere seer til at se TV 2’s kanaler i 2018. TV-stationen har nu en seerandel på 39,1 pct., hvilket er det højeste i næsten 10 år.

De pæne regnskabstal kommer oven på et år, hvor TV 2 har skudt en ny treårig strategi i gang. Her skal der bl.a. statses benhårdt på at vinde markedsandele på streamingmarkedet med tjenesten TV 2 Play.

»Streamingtjenesten er TV 2s vækstmotor, som skal være med til at sikre fortsat udvikling og produktion af det gode indhold til TV 2s platforme, for også i en mere fragmenteret medieverden er dansk kvalitetsindhold nøglen til at engagere og samle danskerne. Konkurrencen er massiv – især fra internationale aktører – og forbrugervanerne ændrer sig med stor hast,« siger Jimmy Maymann, bestyrelsesformand i TV 2, i pressemeddelelsen.

TV 2-formanden er lige nu på jagt efter en ny adm. direktør til TV 2, efter Merete Eldrup i januar meddelte, at hun forlader posten efter 12 år. Hun bliver dog siddende i stolen, indtil en afløser er fundet.

BRANCHENYT
Læs også