Stjerner overtog kendt dansk kro: Nu er der overskud
Falsled Kro har forbedret sit resultat markant trods millioninvesteringer. Dem vil der komme flere af i 2019.
Det var tilsyneladende ikke helt dumt for økonomien på anmelderroste Falsled Kro at få ny ejerkreds.
For første gang i en årrække er Falsled Kro således en overskudsforretning.
Det viser et nyt regnskab for 2018, som var det første regnskabsår under en ny ejerkreds. Den tæller personer som fodboldstjernen Michael Laudrup, lensgreve Bendt Wedell, Mærks-arvingen Camilla Bredholt og den tidligere Mærsk-formand Michael Pram Rasmussen.
Overskuddet blev på 600.000 kr. i 2018.
»Bestyrelsen betegner resultatet som tilfredsstillende. Bestyrelsen vil gerne takke direktion og medarbejdere for deres betydelige indsats og engagement i 2018, grundlæggende er det her, nøglen ligger til den flotte udvikling, vi har haft i 2018,« skriver Falsled Kro i det nye regnskab.
Kroen kunne i 2018 notere et stigende antal gæster og en »god udvikling på alle områder«.
I løbet af året blev der investeret 3 mio. kr. i istandsættelser af værelser og stuer, planlægning af et nyt brandsikret stråtag og en gennemgribende energirenovering.
Derudover havde Falsled Kro succes med at få gæster fløjet med vandfly fra Nordre Toldbod i København og direkte til kroen på Fyn.
»Alle annoncerede afgange blev hurtigt udsolgt, og successen gentages i år med endnu flere afgange,« skriver Falsled Kro i det nye regnskab.
»Der vil også i år blive investeret et beløb i nogenlunde samme størrelsesorden som i 2018. Blandt andet arbejdes der på at åbne en ny vinkælder under kroen. Vinkælderen vil, udover at fungere som vinkælder, også udvide antal spisepladser,« står der i regnskabet.
Løgismose Meyers, der har kendiskokken Claus Meyer som medejer, solgte i slutningen af 2017 Falsled Kro til den nye ejerkreds.
I den forbindelse kom Grønlykke-familien i øvrigt igen ind i Falsled Kros ejerkreds i form af brødreparret Jacob og Mikael Grønlykke.
Deres forældre Lene og Sven Grønlykke overtog Falsled Kro i 1971. Senere blev kroen en del af Løgismose Meyers, da Løgismose og Meyers fusionerede for år tilbage.
Den daglige ledelse af Falsled Kro varetages af adm. direktør Randi Schmidt og køkkenchef Kasper Hasse, mens Michael Pram Rasmussen er bestyrelsesformand.