Fortsæt til indhold

Solgte sit firma: Søren Ravn er blevet 116 mio. kr. rigere

Den sydjyske erhvervsmand Søren Ravn kom til metalvirksomheden Sjølund som studerende og endte med at eje hele biksen.

Erhverv

Der gik et trecifret millionbeløb ind på kontoen, da erhvervsmanden Søren Ravn sidste år solgte 51 pct. af aktierne i sit metalfirma Sjølund til en tysk kapitalfond.

Ingen af parterne ville dengang oplyse salgsprisen. Men et nyt regnskab fra Søren Ravns personlige holdingselskab kaster nyt lys over handlen. Her fremgår det, at Søren Ravn fik 142 mio. kr. for sine aktier.

»Selskabet har i regnskabsåret haft en gevinst ved salg af datterselskab på 142 mio. kr. og har i denne forbindelse afholdt omkostninger, herunder rådgiveromkostninger samt bonusser for 31 mio. kr.,« står der i en note i regnskabet.

Samlet kom Søren Ravns holdingselskab ud med et overskud på 116 mio. kr. Egenkapitalen i selskabet er på 150 mio. kr.

Søren Ravn, der er uddannet eksporttekniker, kom i sin tid til Sjølund som studerende. I 1998 overtog han selskabet sammen med tre andre kolleger. Knap 10 år senere ville de tre kompagnoner ud - og med ét blev Søren Ravn eneejer.

»Jeg gik i banken, som ikke kendte mig, og bad om et trecifret millionbeløb baseret på en ny forretningsplan. Selvom det var før finanskrisen brød ud, skulle der da lige noget snak og forhandlinger til med bankfolkene. Men de troede på mig og planerne. Så jeg fik mit lån og dermed sat en anden fart i virksomheden,« har Søren Ravn tidligere fortalt Finans.

Søren Ravn. Foto: Tobias Nicolai.

Sjølund er specialiseret i valsning – altså at kunne bukke jern og aluminium. Selskabet har alt fra danske metalvirksomheder til internationale byggekoncerner som kunder, hvilket har været en indbringende forretning.

Overskuddene i virksomheden har de seneste fem år konsekvent været på over 20 mio. kr. Men Søren Ravn ville have Sjølund til at vokse mere globalt og valgte derfor i januar 2018 at sælge 51 pct. af virksomheden til den tyske kapitalfond Deutsche Beteiligungs AG.

Efterfølgende overtog Sjølund en estisk metalvirksomhed med 100 ansatte. Den danske afdeling i Sjølund Group beskæftiger cirka 80 medarbejdere.

Søren Ravn er fortsat adm. direktør i Sjølund.

Artiklens emner
Sjølund A/S