Erhverv
0

Ny firhjulstrækker på gaden: Skal skåne miljøet

En islandsk produceret firhjulstrækker lavet af aluminium er både billigere og mere miljøvenlig, lyder det fra producenten.

Sådan kommer den lette firhjulstrækker til at se ud. 
Foto: Ìsar

En ny islandskproduceret firhjulstrækker vejer væsentligt mindre end andre biler i samme klasse. Den er lavet af aluminium, og det gør både bilen billigere og mere miljøvenlig end andre biler.

Det skriver DR på baggrund af en nyhed fra icelandreview.com.

Den lille islandske virksomhed har netop færdigproduceret og solgt fem biler af typen Ìsar, der altså er designet til at påvirke miljøet mindst muligt.

Bilens primære materiale er aluminium, og det gør bilen markant lettere med sine knap 3 ton end andre biler i samme klasse. Vægten er også afgørende for, hvor meget brændstof den skal bruge, og derfor skulle bilen være mere skånsom for miljøet.

Miljøvenlig er ellers ikke noget, der normalt forbindes med store firhjulstrækkere, men den første prototype af Ìsar-bilen kører på biogas og vejer ifølge producenten et til to ton mindre end andre sammenlignelige biler.

Ifølge DR regner bilproducenten dog med at tilbyde en benzinudgave også, og så vil bilen kunne købes i tre størrelser, hvor den største kan rumme op til 20 mennesker med en længde på seks meter.

Producenten har allerede oplevet stor interesse for den lette firhjulstrækker både fra islandske købere og købere fra udlandet.

Indtil videre er det kun prototypen, der er solgt, og producenten ved endnu ikke, hvornår de øvrige modeller sættes til salg.

»Forhåbentlig meget snart,« lyder det fra Ìsar-producenten.

Firhjulstrækkeren er desuden netop blevet godkendt til at køre på offentlige veje.

BRANCHENYT
Læs også