Erhverv
0

Flügger efter stort underskud: Accelererer strategiske initiativer

Valutakurser, stigende råvarepriser og et marked med overkapacitet presser indtjeningen hos malervarekoncernen Flügger, som kom ud af tredje kvartal 2018/19 med et større underskud end sidste år og nu sætter yderligere fart på sit effektiviseringsprogram.

Flügger fastholder i øvrigt sine strategiske mål om en omsætning på 2 mia. kr. Foto: Ulrik Borch/Polfoto

Regnskabet for tredje kvartal viser et underskud på 51 mio. kr. mod et minus på 41 mio. kr. i samme periode året før, mens der samlet for årets første ni måneder kan fremvises et overskud på 23 mio. kr., hvilket er 20 mio. kr. lavere end i samme periode af 2017/18.

- Det nordiske marked for bygningsmaling og tilbehør er udfordret af overkapacitet, stigende råvarepriser og en negativ valutakursudvikling i særligt den svenske valuta, skriver Flügger, som har besluttet at accelerere sine strategiske initiativer.

Koncernen har iværksat et effektiviseringsprogram på 60 mio. kr. årligt, og frem til nu har programmet givet besparelser på 9 mio. kr., mens det primære resultat er negativt påvirket af dels engangsomkostninger til programmet samt udviklingen i valutakurserne.

Reguleret for de forhold estimerer selskabet, at resultatet er på niveau med samme periode sidste år.

Selskabet venter, at de igangsatte strategisk tiltag vil medføre en forbedret indtjening i regnskabsårets fjerde kvartal, og derfor fastholdes forventningerne til hele året om en stigning i omsætningen på 0-2 pct. og en EBIT-margin på 3-4 pct.

I lokal valuta er omsætningen i årets første ni måneder steget 2 pct., mens den i danske kroner er faldet til 1377 mio. kr. fra 1388 mio. kr. sidste år. EBIT-marginen er samtidig blevet halveret fra 4 pct. til 2 pct. i perioden.

- Vi følger planen og har fuldt fokus på den fortsatte eksekvering af de strategiske initiativer. Over de næste to år vil vi fortsat konsolidere vores eget butiksnetværk og produktionsfaciliteter samt optimere produkter, sortiment og administrative funktioner, siger administrerende direktør Jimmi Mortensen fra Flügger i regnskabet.

Flügger fastholder i øvrigt sine strategiske mål om en omsætning på 2 mia. kr. og en EBIT-margin på 6-8 pct. i 2020/21.

BRANCHENYT
Læs også