Erhverv

SAS-ansatte strejkede og fik frataget billige billetter - det var ulovligt

Det var misbrug af ledelsesretten, da SAS i 2017 tog et personalegode fra strejkende ansatte. SAS kalder det en ærgerlig dom.

120 bagageportører fra SAS strejkede i to timer i 2017. Det kostede dem et halvt års personalegode af billige flybilletter. Foto: Thomas Borberg Foto: Thomas Borberg

Det var i strid med loven, da SAS i 2017 straffede 120 bagageportører for en overenskomsstridig strejke på to timer.

Straffen gik ud på, at SAS lukkede en ordning med billige flybilletter for de strejkende ansatte. Ordningen giver SAS-ansatte mulighed for at få rabat på afgange, der ikke er udsolgt.

Ordningen blev dog inddraget i et halvt år for de 120 ansatte, der havde deltaget i strejken. Men det var en forbudt sanktion af SAS.

Det har Arbejdsretten for nylig fastlået i en dom.

»SAS Ground Handling Denmark A/S skal anerkende, at den konkrete inddragelse af adgangen til ID-billetter for et antal medarbejdere, der nedlagde arbejdet den 6. januar 2017, udgjorde et misbrug af ledelsesretten,« står der i dommen.

Ifølge Arbejdsretten må en arbejdsgiver altså ikke sanktionere strejkende ansatte med en fratagelse af personalegoder.

Det blev også afgjort, at SAS skulle betale en bod på 100.000 kr. til 3F, som organiserer bagageportørerne.

»Dommen er en sejr, som vi er meget tilfredse med. Den slår fast, at det alene er Arbejdsretten, som fastsætter sanktioner ved overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Ingen andre,« siger advokat Rune Asmussen fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, som har ført sagen for 3F og bagageportørerne, i en nyhed på fagorganisationens hjemmeside.

Hos SAS er begejstringen over dommen dog ikke stor.

»Det er altafgørende, at kunderne har tillid til, at vi flyver, når vi skal. Derfor er det ærgerligt, at vi ikke har fået medhold i, at vi kan inddrage mulighed for personalebilletter, når medarbejderne har deltaget i ulovlige strejker med store konsekvenser for vores passagerer,« skriver SAS' pressechef i Danmark, Mariam Skovfoged, i en mail til Finans.

Dommen kan ikke ankes, da Arbejdsretten ikke har en ankeinstans.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også