Erhverv

Dansk softwarevirksomhed får tilført millioner

Den danske softwarevirksomhed Keepit kan føje 10 mio. kr. fra Vækstfonden til kontoen. Pengene skal bruges på at erobre markedsandele.

Frederik Schouboe og Morten Felsvang har tidligere frasolgt to virksomheder for et trecifret millionbeløb. De er ikke afvisende overfor et salg af Keepit i fremtiden. 
Foto: Keepit

Softwarevirksomheden Keepit har netop fået tilført 10 mio. kr. fra Vækstfonden.

Virksomheden har lavet en software til beskyttelse af data i ’skyen’, og den kan altså med dens løsning sikre, at virksomheder og private kan tage en sikkerhedskopi, når de arbejder med data, der lagres i f.eks. Microsoft og Googles systemer.

»Microsoft og Google sørger selvfølgelig for det sikkerhedsniveau, de nu kan. Men de har ingen backup løsning,« forklarer Frederik Schouboe, direktør og medstifter af Keepit.

Frederik Schouboe og hans kompagnon Morten Felsvang står bag Keepit. De blev rige på at sælge deres tidligere virksomheder Cohaesio og Surftown for et trecifret millionbeløb til kapitalfonden Waterland, men de beholdte en mindre del, der altså i dag er blevet til Keepit.

Igennem de seneste to år har Keepit oplevet en vækst på 600 pct. i antallet af brugere, og med den nyeste kapital skal selskabet, ifølge Frederik Schouboe, ud og kapre endnu flere kunder.

Udover de 10 mio. kr. fra Vækstfonden har stifterne skydt yderligere 10 mio. kr. i selskabet.

»Vi kommer fra vikingernes land, så nu skal vi ud og erobre markedsandele. Pengene skal bruges til at øge vores markedsandel, og vi skal ud i flere markeder,« siger Frederik Schouboe.

Når dine data lagres i 'skyen'

Du kan bruge skyen til at gemme dine data. F.eks. billeder, word-filer eller andre dokumenter.

Skyen er et større netværk, hvor dine data lagres samlet.

Et eksempel er Dropbox, hvor flere kan arbejde i ét dokument samtidigt, og på den måde mistes ingen data, fordi dokumentet er gemt på et eksternt netværk.

Det er en sikker løsning, hvis du benytter en af de kendte leverandører som Microsoft eller Google.


Planen var oprindeligt at satse på privatkunder, men det er senere blevet til et fokus på B2B-kunder af en simpel årsag.

»Det er sværere at sætte pris på tabte minder som privat, men en virksomhed kan sætte en pris på værdien af de data, de potentielt kan tabe. Der er en anden betalingsvillighed i erhvervslivet,« siger Frederik Schouboe.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Vækstfonden, der står for den seneste kapitalindsprøjtning. De 10 millioner er blot et lån, og det er et helt bevidst valg fra virksomhedens side.

»Det er en overvejelse, man gør sig. Hvis man er i Løvens Hule sætter man en pris på virksomheder. Men for at undgå den værdiansættelse, kan man gå via Vækstfonden. Vi tror jo på, at vi bliver rigtig meget værd,» siger Frederik Schouboe.

Sidste år annoncerede Keepit et større samarbejde med det internationale sikkerhedsselskab Veritas. Samarbejdet har givet Keepit adgang til 70 mio. kunder på et globalt plan, og får virksomheden blot en brøkdel af dem, så kan Keepit kalde sig en »unicorn«-virksomhed med en værdiansættelse på over en mia. dollars.

Keepit har i alt fået tilført over 70 mio. kr. siden dens start. Alligevel forventer virksomheden af skulle rejse yderligere kapital senere på året.

»Der vil vi nok komme op i en beløbsstørrelse, hvor vi taler om ejerandele til investorer. Nu starter vi med at bygge et salgsteam op i Danmark,« siger Frederik Schouboe.

Keepits software benyttes i dag af Roskilde Kommune, Revisionsselskabet BDO og den tyske byggerikoncern Goldbeck GmbH.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også