Erhverv

Kjeld Kirk stopper i Legos bestyrelse

Lego-overhovedet har i mange år forberedt generationsskiftet i Lego. Det bliver nu officielt.

Kjeld Kirk Kristiansen stopper nu i Lego-bestyrelsen, hvor han har haft plads i mange år. Foto:  Mathias Svold Foto: Mathias Svold

Lego-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen stopper i Legos bestyrelse, hvor han ellers har haft plads i mere end 30 år.

Det fremgår af en pressemeddelelse i forbindelse med, at Lego-familiens pengetank Kirkbi tirsdag morgen har offentliggjort årsregnskab for 2018.

»Vi har igennem en årrække forberedt os grundigt på, hvordan vi ønsker at føre familieejerskabet videre igennem generationer. Nu er tiden den rette til det næste skridt, hvor jeg træder ud af bestyrelsen i Lego A/S,« siger Kjeld Kirk Kristiansen i pressemeddelelsen.

Kjeld Kirk Kristiansens søn Thomas Kirk Kristiansen vil nu være familiens repræsentant i Lego-bestyrelsen. Han har været en del af bestyrelsen siden 2004, først som observatør og fra 2007 som menigt medlem.

I 2016 tog familien de første formelle skridt i generationsskiftet. Det skete, da Kjeld Kirk Kristiansen og Thomas Kirk Kristiansen byttede roller i bestyrelsen i Lego, hvor Thomas Kirk Kristiansen blev næstformand, og Kjeld Kirk Kristiansen blev menigt bestyrelsesmedlem. Tilsvarende i Lego Fondens bestyrelse, hvor Thomas Kirk Kristiansen blev formand og Kjeld Kirk Kristiansen næstformand.

»Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg har haft mulighed for at arbejde tæt sammen med min far i Lego-koncernens bestyrelse igennem mere end 10 år, og fordi vi har haft – og stadig har – tid til at forberede os på fremtiden sammen,« siger Thomas Kirk Kristiansen.

Kjeld Kirk Kristiansen udtræder af Lego-bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen i april. Han vil dog fortsætte som formand i Kirkbi, der ejer 75 pct. af Lego.

Ifølge Kirkbi sker der ingen ændringer i ejerandele og stemmeandele i pengetanken. Dermed sidder Kjeld Kirk Kristiansen fortsat med kontrollen over familiens pengetank i form af godt 60 pct. af stemmerne i Kirkbi, mens hans tre børn har resten.

De fire familiemedlemmer har omkring en fjerdedel hver af kapitalen i Kirkbi.

Læs også
Top job