Fortsæt til indhold

Tesla-gale nordmænd sætter rekord

Tusindvis af det elektriske bilmærkes Model 3-biler er blevet indregistreret i løbet af marts.

En Tesla Model 3. Foto: Bloomberg/Dania Maxwell
Erhverv

Først ventede de i længsel på et skib fuld af nye Teslaer. Og nu har de tilsyneladende købt som aldrig før, de elbils-glade nordmænd.

I hvert fald skriver Bloomberg på baggrund af tal fra sitet Teslastats.no, at intet mindre end lige knap 3.600 af Teslas model 3-bil er blevet indregistreret i Norge i løbet af marts.

Det tal er ifølge Bloomberg 65 pct. højere end den hidtidige salgsrekord for en elbil på en måned i Norge. Den tidligere rekord blev sat sidste marts af Nissan Leaf, den mest solgte bil i Norge i 2018.

Norge, der har omfattende skatterabatter for elektriske biler og har ca. 40 pct. af nysalget af biler i den kategori, er Teslas fjerdestørste marked bag USA, Kina og Holland.

Salgsindsatsen for Model 3-bilerne bliver af analytikere anset for afgørende for det udfordrede firmas fremtid, og derfor har salgstallene fra Norge også været tæt fulgt i de seneste måneder som en målestok for Model 3-bilernes appel.

Tesla-aktien handler for tiden lige over 260 dollars, det laveste niveau i mere end et halvt år, og relativt langt fra sit højeste niveau over 370 dollars i 2017, efter stifter og direktør Elon Musk på det sociale medie Twitter antydede, at han havde sikret sig midler til at købe Tesla af børsen til en pris på 420 dollars per aktie.

Samtidig er risikopræmien på selskabets gæld steget markant, ifølge Bloomberg.

Samtidig fortsætter den fejde mellem den amerikanske børsmyndighed SEC og Musk, der tog udgangspunkt i Tesla-chefens brug af Twitter til at annoncere børsrelevante nyheder om selskabet - især købsforsøget fra 2017.

SEC mener, at Musk har brudt en række af de krav, myndigheden stillede til direktøren, samtidig med at han blev fjernet fra Teslas bestyrelse.