Erhverv
0

Stilfærdig fisker og hans børn tjener store millionbeløb

Niels Vinther Rasmussens fiskekoncern omsætter nu for over 3 mia. kr. Hæsblæsende vækst har gjort både ham og hans børn til mangemillionærer.

Kangamiut-koncernen, der handler med fisk og skaldyr, har løftet omsætningen til nye højder. Foto: Per Folkver.

Han begyndte i 1970'erne med at opkøbe rejer fra små fabrikker i Grønland og på Færøerne. Siden har den nordjyske fisker Niels Vinther Rasmussen opbygget en international fiskekoncern med milliardomsætning.

Og pengene strømmer stadig ind til fiskeren og hans tre børn, der sammen ejer Kangamiut-koncernen. Den omsatte sidste år for 3,4 mia. kr. og tjente 51 mio. kr. efter skat, viser et nyt regnskab.

Det er første gang nogensinde, at Kangamiut-koncernen har omsat for over 3 mia. kr. Året før blev der handlet med fisk og skaldyr for 2,3 mia. kr. Indtjeningen er på nogenlunde samme niveau som året før.

»Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende,« fremgår det af ledelsesberetningen i det nye regnskab.

Den 68-årige Niels Vinther Rasmussen grundlagde Kangamiut i 1975 sammen med forretningspartneren Jørgen Ulme. Siden er virksomheden, der har hovedsæde i nordjyske Dronninglund, vokset til en af de største af sin slags herhjemme.

Det har gjort både stifteren og hans børn til mangemillionærer.

Niels Vinther Rasmussen er dog ikke længere involveret i den daglige drift af Kangamiut-koncernen, der står bag selskaberne Kangamiut Seafood, Alimex Seafood og Boco Seafood. Han trak sig i 2010 - uden at nogen af hans tre børn ønskede at drive virksomheden videre.

I stedet varetager Ulrik Bjerre Rasmussen og Kim Roed Jensen den daglige ledelse, mens Niels Vinther Rasmussen sidder i bestyrelsen.

Familien Vinther Rasmussen ejer Kangamiut-koncernen gennem holdingselskabet Vintherbørn ApS. Dette selskab har en formue på snart 400 mio. kr.

I år forventer Kangamiut-koncernen at »konsolidere« sig yderligere, lyder det i koncernens nye årsregnskab. Overskuddet ventes at lande på mellem 41 og 55 mio. kr.

Kangamiut Holding har datterselskaber i Grønland, Danmark, Storbritannien, Frankrig, Island, Norge og Rusland.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også