Erhverv

Stenrige brødre tjener 265 mio. kr. på deres hoteller

To diskrete brødre og en direktør står bag den største indtjeningsmaskine i den danske hotelbranche, Arp-Hansen Hotel Group.

Henning Arp-Hansen ses her i midten, da han åbnede Tivoli Hotel i 2010. Hoteller har gjort ham og hans bror til særdeles velhavende mænd. Foto: Martin Bubandt

Danmarks største hotelkæde buldrer frem og fortsætter med at sende millioner i lommen på ejerne og direktøren.

Arp-Hansen Hotel Group med 12 hoteller i København og ét i Aarhus leverede i 2018 et regnskab, der er uden sidestykke i branchen. Hotelkæden omsatte for knap 1,3 mia. kr. og tjente 265 mio. kr. efter skat.

Dermed cementerede Arp-Hansen sin position som landets største og mest indbringende hotelkæde.

»Resultatet overgik forventningerne til året og betragtes som meget tilfredsstillende og som udtryk for, at det er lykkedes selskabet at udnytte de positive markedsvilkår optimalt,« skriver Arp-Hansen i sit nye regnskab.

Bag Arp-Hansen Hotel Group står det diskrete brødrepar Henning og Birger Arp-Hansen, der arvede hotelkæden efter deres far. De er i dag milliardærer.

I ejerkredsen er også adm. direktør Dorte Krak, der ejer mellem 10 og 15 pct. af den velindtjenende hotelkæde. Det har gjort hende til mangemillionær.

Arp-Hansen Hotel Group råder over cirka 4.000 hotelværelser i København, og kæden har dermed omkring 22 pct. af det samlede antal hotelværelser i hovedstaden.

Og med et brandvarmt hotelmarked - ikke mindst i København og Aarhus - er der gode penge at tjene. På fem år har Arp-Hansen haft et samlet overskud på 1,1 mia. kr.

Samtidig har Arp-Hansen høstet store fordele ved selv at bygge og eje sine hoteller. De fleste andre hotelkæder lejer sig ind i de bygninger, hvor de driver hotel.

Renteniveauet er lavt, og det betyder lave omkostninger. Dermed tjener Arp-Hansen både på gyngerne og karrusellerne.

I år forventer Arp-Hansen at tjene lidt mindre. Det skyldes bl.a. stigende konkurrence - især fordi antallet af hotelværelser i København ventes at vokse - samt den stadig usikre udvikling i verdensøkonomien.

»Det er selskabets forventning at følge med markedsudviklingen i 2019, og at selskabets samlede markedsandel konsolideres yderligere med belægningsniveauer over byens (Københavns, red.) gennemsnit,« lyder det i regnskabet.

Ifølge det nye regnskab fra Arp-Hansen Hotel Group udbetales der 150 mio. kr. i udbytte til ejerne.

BRANCHENYT
Læs også