Fortsæt til indhold

Dansk VIP-flyselskab er på ret kurs

For første gang er der plus på bundlinjen i Global Reach Aviation. Men der er stadig usikkerhed om den fortsatte drift.

Erhverv

Det danske flyselskab Global Reach Aviation, der bl.a. flyver kendisser og sportshold rundt i Europa, flyver for første gang med overskud.

Efter tre tabsgivende år kom Global Reach Aviation ud af 2018 med et overskud på 4,6 mio. kr. Det viser et nyt regnskab.

Samtidig er egenkapitalen i flyselskabet igen i plus.

Overskuddet kommer, efter at Global Reach Aviation har været gennem en turnaround. Det danske flyselskab blev stiftet i 2015 af ægteparret Camilla Engelbredt og Jacob Rasmussen, der begge har en fortid som flykaptajner.

To år efter var der fosset 6 mio. kr. ud af kassen. Derfor opsagde ægteparret samarbejdet med en række samarbejdspartnere og satte gang i tiltag, der skulle vende minus til plus.

Det er nu lykkedes.

Ledelsen i det Billund-baserede flyselskab kalder resultatet for »tilfredsstillende.« Også i år forventes der et overskud, lyder det i det nye regnskab.

Global Reach Aviation specialiserer sig i såkaldt VIP-charter. Kunderne er bl.a. musikgrupper, sportshold og virksomheder.

Selvom egenkapitalen i Global Reach Aviation nu er positiv med 96.000 kr., er der ifølge selskabets revisor fortsat usikkerhed om den fremtidige drift. Samme toner lyder fra ledelsen.

»Det er en forudsætning for selskabets fortsatte drift, at de i budgettet indlagte forudsætninger om særligt kapacitetsudnyttelse, realisation af indtjening mv. opnås. Det er direktionens og bestyrelsens vurdering, at de fastlagte planer er realistiske, hvorfor selskabets ledelse har aflagt årsregnskabet under forudsætningen om fortsat drift,« fremgår det af en note i årsrapporten.

Global Reach Aviation havde ved udgangen af 2018 gæld for i alt 5,7 mio. kr.