Fortsæt til indhold

Medicinalgigant på vej i retten i USA for returkommission

Efter mange års tovtrækkerier ser det ud til, at det schweiziske medicinalselskab Novartis ikke kan slippe uden om en retssag om returkommission.

Læger har fået penge fra det schweiziske medicinalselskab Novartis for at promovere og sælge selskabets produkter.
Erhverv

Den amerikanske regering har fået grønt lys til at trække det schweiziske medicinalgigant Novartis i retten i en sag, hvor selskabet har betalt penge til læger for at udskrive Novartis’ produkter til deres patienter.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagen har stået på siden 2011, hvor en tidligere sælger i selskabet blev whistleblower, da der blev lagt sag an. Ifølge amerikansk lov kan regeringen og delstater vælge at gå med i søgsmålet. Det gjorde både den amerikanske stat og delstaten New York i 2013, og med mandagens beslutning er det nu enten en retssag eller et forlig, der kommer til at afslutte sagen.

»Vi er skuffede over dagens beslutning og ser frem til at fremlægge vores sag i retten. Vi mener fortsat, at regeringen ikke har nok beviser til at understøtte sine påstande,« lød det fra Novartis’ talsmand Eric Althoff

Returkommissionerne – kick backs på amerikansk – var bl.a. skjult som betalinger for at tale ved falske uddannelseskonferencer, og hvor en læge er blevet betalt for at holde en tale på sit eget kontor otte gange. Derudover har der været sager med overdådige middage, bl.a. en middag til næsten 10.000 dollars på en restaurant.

Fra 2002 til 2011 brugte statsejede forsikringsprogrammer millioner af dollars på medicin, som var udskrevet af læger, der modtog returkommission.

Det er ikke første gang, at Novartis er kommet i problemer i USA. I 2010 gik selskabet med til at betale 422 mio. dollars i flere sager, bl.a. returkommission til læger.

Artiklens emner
Novartis