Fortsæt til indhold

Modegigant er kommet til Danmark: Nu åbner Uniqlo i København

Med en milliardomsætning vokser den japanske tøjkæde Uniqlo med rekordfart på verdensplan, og nu åbner den sin første forretning i Danmark.

Den japanske forretning, Uniqlo, slår dørene op på strøget i København. Foto: Noise PR
Erhverv

Den japanske high street-kæde Uniqlo åbner nu sin første forretning i København.

Butikken åbner den 5. april i Louises Hus midt på Strøget i København, og Uniqlos første danske satsning bliver fordelt på flere etager.

Den japanske tøjkæde har over 2.000 forretninger fordelt over 21 lande, og målet er at blive verdens største retailkæde. Nu står københavnerne så for skud, og forretningen kommer til at indeholde tøj til både mænd, kvinder og børn.

»Vi er meget spændte på at åbne vores første forretning i København. Da vi åbnede i Sverige, stod over 1.000 mennesker i kø. Vi håber på samme modtagelse her,« siger Mikiya Kurosu, der er COO hos Uniqlo i Sverige og Danmark.

Han forklarer samtidig, at Uniqlo står over for den udfordring, at færre skandinaviere kender til mærket sammenlignet med asiatiske kunder, så forretningen er også en satsning.

»Nu vil vi vurdere, hvordan åbningen går, men hvis danskerne synes om vores tøj, så er vi ikke afvisende over for at åbne flere forretninger i Danmark. Det handler om succesgraden,« siger Taku Morikawa, der er topchef hos Uniqlo Europa.

Årsomsætningen ligger på ca. 125 mia. kr., og Uniqlo, der også ofte er blevet kaldt Japans svar på H&M, ser Europa som et væsentligt fundament for vækst.

I 2018 åbnede Uniqlo sin første forretning i Sverige, og siden da har den hollandske hovedstad Amsterdam også fået besøg af den japanske tøjkæmpe.

Uniqlo blev grundlagt i 1984. Kæden slår sig op på ikke at gå op i målgrupper, og så vil den helst producere tøj, der ikke bliver lagt mærke til. Som LifeWear-tøjet, der af kæden selv bliver beskrevet som diskret kvalitetstøj til alle målgrupper.

Selv mener virksomheden nemlig ikke, at alder skal være en begrænsning for Uniqlos design.

Den japanske highstreetkæde er især kendetegnet ved højteknologisk tøj, kashmirstrik i alverdens farver og for et samarbejde med designeren JW Anderson. Dertil er kædens butiksfacader ofte genkendelige med forskellige farver i hver etage.

Artiklens emner
Uniqlo