Analytiker: Pandora har ikke været klar i spyttet på ansvarsfordeling
- Det kommer som en kæmpe overraskelse, at Pandoras driftsdirektør forlader posten efter otte måneder i stolen og kun halvanden måned, efter at Pandora har fundet sig en ny administrerende direktør.
Det siger Søren Løntoft Hansen, aktieanalytiker i Sydbank, efter Pandora tirsdag aften meddelte, at smykkeselskabets direktørdirektør, Jeremy Schwartz, forlader posten.
- Først ansætter man en driftsdirektør som sammen med finansdirektør Anders Boyer udgør ledelsesteamet. Så annoncerer man en ny administrerende direktør - og halvanden måned senere siger driftsdirektøren op. Der er der nogen, der ikke har været helt klar i spyttet omkring ansvarsområder og arbejdsdeling, siger Søren Løntoft Hansen.
Aktieanalytikeren peger på, at det før er set, at ledende direktører har sagt op, fordi de skal til at dele beslutningerne med andre.
- Umiddelbart må man have diskuteret internt i Pandora, hvad en ny direktør skulle lave. Enten har man ikke været klar i spyttet med hensyn til roller og ansvarsområder, eller også er den mulighed, at Jeremy Schwartz efter at have været på den driftsdirektør i fire til fem måneder måske havde lyst til at påtage sig ansvaret som administrerende direktør, siger analytikeren.
Søren Løntoft Hansen understreger, at Jeremy Schwartz og Anders Boyer i modsætning til den tidligere ledelse har lagt sig fladt ned og erkendt, at de Pandora står overfor store udfordringer.
- De har gjort noget lige med det samme for at vende udviklingen, og for at Pandora ikke skulle blive efterladt på perronen i et udfordrende retailmiljø, hvor der sker store forandringer. Det her har Pandora ikke brug for i en tid, hvor de har brug for at eksekvere på strategien, siger han.
Anders Boyer og Jeremy Schwartz præsenterede i februar en helt ny strategi, Programme Now, der skal være med til at vende udviklingen i Pandora. Nu skal den nye administrerende direktør, Alexander Lacik, være med til at føre strategien ud i livet.
- Jeg tror aktiemarkedet begræder det her. Og det kunne sagtens presse aktien i morgendagens handel, lyder det fra Søren Løntoft Hansen.
/ritzau/FINANS