Erhverv

Dansk it-selskab solgt i milliardhandel

Det danske it-selskab EG, der hidtil har været ejet af kapitalfonden Axcel, skifter hænder i en handel til 3,7 mia. kr.

Mikkel Bardram har siden november 2016 været direktør for EG og forsøgt at gøre selskabet klar til et salg. Nu er det lykkedes. Foto: Tobias Nicolai

Kapitalfonden Axcel er lykkedes med at sælge sit pressede it-selskab EG til den amerikanske kapitalfond Francisco Partners. Den nye ejer betaler 3,7 mia. kr. for EG, lyder det i en børsmeddelelse onsdag eftermiddag.

Det er knap et år siden, at Axcel satte et til salg-skilt på EG, der har kæmpet med milliardgæld og manglende vækst. Salget til Francisco Partners er betinget af en godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, fremgår det af meddelelsen.

»Jeg er meget stolt over, at vi er lykkedes med at skabe en markedsledende softwarevirksomhed,« udtaler adm. direktør i EG, Mikkel Bardram.

Axcel købte EG i 2013 af en anden kapitalfond, Nordic Capital, for anslået 1,3 mia. kr. Siden har EG forfulgt en aggressiv opkøbsstrategi, som bl.a. betyder, at gælden i EG er vokset eksplosivt.

I 2017, der er seneste fulde regnskabsår, gik omsætningen tilbage. Et fejlslagent it-projekt til landets kommuner sendte også bundlinjen i bund med et samlet minus på en halv milliard de to seneste regnskabsår.

Axcel er tilfreds med, at man nu er kommet af med EG.

»Vi ønsker dem alle det bedste i fremtiden,« udtaler Axcel-partner Christian Bamberger Bro i en meddelelse.

Salget af EG sker, efter at DXC Technology i slutningen af januar købte EG's serviceforretning. Dengang fastslog adm. direktør Mikkel Bardram over for Finans, at man fortsat afsøgte en ny ejer af selskabets softwareforretning.

»Vi fortsætter med det strategiske review, og på et tidspunkt vil der også være en handel med vores softwareforretning. Vi ser masser af muligheder i det. Men lige nu er fokus på, at denne handel lander på en god måde, og at vores medarbejdere lander godt hos DXC,« udtalte Mikkel Bardram til Finans.

EG's softwareforretning har omkring 1.200 medarbejdere. Selskabet fokuserer på softwareløsninger, som det gennem tiden selv har udviklet eller opkøbt.

Det er typisk it-systemer målrettet én bestemt branche, for eksempel en it-platform til bedemænd eller et byggemarked.

BRANCHENYT
Læs også