Dansk olierigmand i stor milliardfremgang
Monjasa øgede omsætningen med 47 pct. i 2018 og tjente penge for andet år i træk.
Den danske olievirksomhed Monjasa, der er ejet og ledet af mangemillionæren Anders Østergaard, har for alvor lagt de dårlige tider bag sig.
For efter år præget af en opsigtsvækkende bedragerisag og et gigantunderskud, er der nu for andet år i træk positive tal på bundlinjen. 32,5 mio. kr. lyder overskuddet på i 2018.
Men hvad der måske er mere imponerende; Monjasas omsætning steg i fjor med 47 pct. fra 9,3 mia. til 13,8 mia. kr. Det er et udslag af, at salgsvolumen af skibsolie gik frem med 17 pct. for virksomheden.
»2018 var et godt år for Monjasa Group. Vi lykkedes med at øge vores salgsvolumen signifikant på alle vores markeder, mens vi samtidig forbedrede vores fundamentale forretning,« siger Anders Østergaard, adm. direktør i Monjasa, i en pressemeddelelse.
I løbet af 2018 er det gennemsnitlige antal medarbejdere i Monjasa faldet fra 635 til 456, viser det nye regnskab.
Monjasa ser optimistisk på 2019, hvor det er ambitionen at levere et bedre stykke arbejde på de nuværende markeder frem for at ekspandere til nye.
»Med andre ord, i Monjasa, er toplinjen ikke vores fokus. I stedet vil vi være succesfulde gennem en agil organisation, som er klar til at tilbyde en personaliseret service og øget kvalitet i vores drift,« siger Anders Østergaard i det nye regnskab.
Anders Østergaard ejer Monjasa gennem sit selskab Endeavour Invest ApS. Hans medstifter, Jan Jacobsen, forlod i september 2016 alle poster i koncernen og solgte efterfølgende sin halvdel af virksomheden til Anders Østergaard.
Det skete efter en spektakulær bedragerisag, hvor Jan Jacobsen først blev idømt 3,5 års ubetinget fængsel af retten i Kolding for at have begået millionbedrageri mod en malaysisk kunde. Samtidig blev Monjasa idømt en bøde på 10 mio. kr.
Dommen blev anket til Landsretten, som frifandt både Monjasa og Jan Jacobsen.
Efter 2018-regnskabet er egenkapitalen i Monjasa på 800 mio. kr.


