Fortsæt til indhold

Drastisk fald i tilsyn, men stor stigning i arbejdsulykker

Færre penge har betydet færre tilsyn, og det er ifølge FH årsagen til, at antallet af arbejdsulykker er steget. Ministeren peger på, at der er igangsat initiativer i nogle af de hårdest ramte brancher.

Færre tilsyn og flere anmeldelser får fagbevægelsen til at kræve nye tiltag og en markant stigning i bevillingerne til Arbejdstilsynet. Til syvende og sidste er det pengene, der gør forskellen, lyder det fra næstformand i FH, Morten Skov Christiansen.
Erhverv

På fem år har de danske virksomheder i de 10 brancher med flest arbejdsulykker fået væsentlig færre besøg fra Arbejdstilsynet. I den samme periode er antallet af arbejdsulykker i de selv samme brancher steget markant.

Det viser et svar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets beskæftigelsesudvalg.

Fra 2014 til 2018 er antallet af besøg i de brancher med de største stigninger af ulykker faldet med 8.121 - svarende til 28 pct. – samtidigt med at antallet af ulykker er steget med 3.230, hvilket svarer til 18 pct.

»Disse tal viser en meget skadelig tendens over de seneste fire-fem år, hvor man har nedprioriteret Arbejdstilsynet, og det har haft en mærkbar og markant betydning på arbejdsmiljøet. Tilsynet skal genoprettes hurtigst muligt, og det har jeg en stor forventning om, at alle partier tager på sig,« siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, Morten Skov Christiansen.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet ser antallet af tilsyn og antallet af anmeldelser i de 10 brancher med flest anmeldelser således ud:

20142015201620172018
Antal tilsyn:28.21729.95022.88818.91420.096
Antal anmeldelser:18.19819.03820.04820.78421.428

I svaret til udvalget er ministeren tilfreds med, at der i de tre brancher med de største stigninger - byggeriet, landbruget og transportbranchen - at politikerne i arbejdsmiljøforligskredsen er blevet enige om at fortsætte den nye tilsynsmetode i byggeriet, der betyder, at tilsynet finder materielle problemer på halvdelen af besøgene på bygge- og anlægsvirksomheder mod tidligere lidt over hver 10.

Han peger på, at der er lovforslag på vej, der giver tilsynet mulighed for at gå mere målrettet efter bestemte typer af virksomheder og tilsynsformer, hvis der er brug for det, lige som der er søsat tiltag både i landbruget i 2017 og transportbranchen i 2019.

»Med indsatserne håber jeg, at vi kan forebygge flere af de mange arbejdsulykker, så danskerne ikke kommer til skade af at passe deres arbejde,« skriver ministeren i svaret.

Og det er også fint nok, men det er bare for lidt, mener Morten Skov.

»Uanset hvor mange indsatser, man laver, er det til syvende og sidste økonomien, der får genoprettet den samlede indsats. Mange brancher har dårligt arbejdsmiljø, og det kræver mindst de 100 mio. kr. om året, der er forsvundet,« siger han.

De økonomiske rammer for Arbejdstilsynet siden 2007:

Bevilling i mio. til arbejdsmiljøindsatsenÅrsværk
2007545,8784
2008520,5757
2009517,5735
2010492,9716
2011456,2660
2012443,1636
2013454,4650
2014464,7639
2015453,3616
2016412,8583
2017377,1514
2018367501
2019353,8475
Artiklens emner
Arbejdsulykke
Arbejdstilsynet