Erhverv
0

Dansk brætspils-iværksætter har 10-doblet overskuddet

Jesper Bülow blev godt betalt for at sælge sit succesfulde spilfirma, der står bag Bezzerwizzer og Hint.

Jesper Bülow udviklede det populære quizspil Bezzerwizzer i sin kælder. Siden er hans brætspil solgt i millioner af eksemplarer verden over. Billedet her er fra 2006.

Jesper Bülow har det meste af livet udviklet quizzer og spil til fødselsdage. En dag tvang hans kone ham til at tage orlov og udvikle sit eget quizspil. Det blev til successpillet Bezzerwizzer, der nu har forgyldt den danske iværksætter.

I slutningen af 2018 solgte Jesper Bülow sit spilfirma til franske Asmodee. Det indbragte ham lidt over 40 mio. kr., afslører et nyt regnskab fra hans private holdingselskab. Dermed er formuen i hans selskab vokset til 55 mio. kr.

Jesper Bülow udviklede det populære quizspil Bezzerwizzer i sin kælder. Siden er hans brætspil solgt i millioner af eksemplarer verden over, og han har også været med til at udvikle selskabsspillet Hint.

Det lå ellers ikke umiddelbart i kortene, at Jesper Bülow skulle blive mangemillionær på brætspil. Han havde et godt, velbetalt job som seniorøkonom i Nykredit, men i 2006 tog han orlov for at forfølge sin mangeårige spildrøm.

Mens konen betalte huslejen og regningerne, udviklede han Bezzerwizzer. To år efter havde spillet gjort ham til millionær - og konen Birgitte Bülow sagde sit job op for at blive en del af spilfirmaet.

I seneste regnskabsår landede Bezzerwizzer Nordic sit bedste resultat nogensinde med et overskud før skat på 9 mio. kr. Og det skyldes ikke kun Bezzerwizzer-spillet. Også spillet Hint bliver flået ned ad hylderne.

Jesper Bülow er stadig adm. direktør i Bezzerwizzer Nordic.

Den nye ejer, Asmodee, distribuerer spil i flere end 50 lande. Det var en af årsagerne til, at Jesper Bülow valgte at sælge sit indbringende spilfirma. Tiden er nemlig moden til sende selskabets brætspil ud til andre dele af verden, mener han.

»Det betyder især lettere adgang til nye markeder for de spil, vi udvikler i Danmark. Bezzerwizzer Nordic fortsætter som selvstændigt selskab,« lød det fra direktøren i forbindelse med salget.

BRANCHENYT
Læs også