Erhverv
0

Dansk rejsebureau stormer frem: Øger omsætning med 40 millioner

Rejsebureauet Sunweb øger omsætningen markant i det seneste regnskab og håber at kapre kunder fra nogle af Danmarks største rejseselskaber.

Flere danskere vælger Sunweb som rejsearrangør, når de skal slænge sig i sydens sol. 
Foto: Peter Malmrup

Det danske rejsebureau Sunweb øger omsætningen med 40 mio kr., og rejsebureauet har dermed solgt rejser for over 300 mio. kr. det seneste år.

Det skriver rejsemediet Standby.dk

Overskuddet lander på lidt over 5 mio. kr., viser tal fra det netop offentliggjorte regnskab.

Sunweb placerer sig dermed som det femtestørste rejsebureau i Danmark og er altså nu kun overgået af Spies, TUI, Apollo og Bravo Tours.

I 2018 solgte Sunweb lige over 100.000 charterrejser til danskerne. Til sammenligning solgte Danmarks største rejsebureau Spies knap 300.000 rejser samme år.

Dermed kravler Sunweb stille og roligt op ad charterlisten og markerer sig som en solid spiller på det danske rejsemarked.

»Sidste år startede fantastisk godt rent salgsmæssigt, hvor vi fik mange kunder i hus. Vi er vokset meget de seneste år, og det har vi gjort ved at være aggressive på prisen,« forklarer direktør i Sunweb Deniz Jensen.

På trods af, at flere altså nu vælger Sunweb som rejseudbyder, så er rejsebureauet ikke selv tilfreds med årets resultat.

»Vi kunne have gjort det bedre, men vi har tilsyneladende gjort det bedre end de andre. De fleste rejsebureauer ligger lavt, når vejret er godt,« forklarer Deniz Jensen.

Han håber, formentlig som de fleste andre rejseselskaber, på en mere normal sommer i år.

»2019 bliver sværere, fordi vi stadig er ramt af det gode vejr fra 2018. Derfor har der ikke været meget salg endnu, men det håber vi at kunne indhente,« siger han.

Sunweb

Sunweb Danmark blev grundlagt i 2010.

I 2012 opkøbte Sunweb det danske FBC Rejser og udvidede i den forbindelse med kør-selvferie.

Sunweb er oprindeligt grundlagt i 2000 i Holland og har afdelinger i Belgien, Tyskland, Frankrig, Storbritanien, Sverige og Danmark.

Størstedelen af Sunwebs charterrejser går til Tyrkiet.

Der er også en anden forhåbning hos Sunweb, der altså år for år vokser sig større målt på antallet af solgte charterrejser.

»Vi vil gerne tage en bid af kagen hvert år. Vi kommer nok ikke til at vokse så meget, som vi har gjort de seneste år, men vores mål er at vokse stille og roligt. På den måde bliver det også billigere for vores gæster at rejse,« forklarer Deniz Jensen.

Sunweb tilbyder både charter-, ski og kør-selv-rejser, men sidstnævnte siger rejsebureauet farvel til nu.

»Vi har valgt at lukke for kør-selvferier for at fokusere på vores forretning. Det er klart, at vores salg af charterrejser vokser mest, men vores skirejser vokser også med 25-30 pct. om året.«

BRANCHENYT
Læs også