Erhverv

Tryg-konkurrenter ser også prisstigninger i presset norsk marked

Den danske forsikringskoncern Tryg har løftet priserne for industrikunderne i Norge, og konkurrenter som Gjensidige og IF Forsikring ser også et behov for at sætte priserne op. Det skriver Dagbladet Børsen.

Onsdag morgen offentliggjorde Tryg sit regnskab for første kvartal, og det viste blandt andet, at selskabet har haft dyre erstatningsskader relateret til industriejendomme - og herunder særligt kunder inden for fiskeopdræt i Norge.

De seneste måneder har forsikringskoncernen arbejdet på at reducere risiciene til det segment og samtidig hæve priserne, og ifølge avisen vil det arbejde fortsætte de kommende år.

Gjensidige, der er det største forsikringsselskab i Norge, genkender også behovet for, at priserne skal sættes op inden for visse segmenter. Det skyldes, at markedet har været presset af flere skader i landet.

- Vi kan bekræfte, at der er behov for at øge priserne for næringslivsforsikringer i Norge, specielt for større kunder, som følge af betydelig skadeinflation. Vi kan imidlertid ikke kommentere konkrete planer for prisjusteringer, skriver talsperson for Gjensidige Trine Andrup til Børsen.

Hos IF Forsikring fortæller Morten Thorsrud, der er administrerende direktør, også til Børsen, at der har været et stærkt prispres på det norske marked for virksomhedsforsikringer og flere skader, og at det kan medføre præmiejusteringer for nogle segmenter.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også