Takeawayrivaler lader kanonerne i kampen om de sultne danskere
Danskerne bestiller takeaway som aldrig før, og det sikrer tocifrede vækstrater til takeawayplatformene. Nu skruer de op for rivaliseringen for at sætte sig på tronen i Danmark.
Rekordmange danskere lader kødgryderne stå og bestiller takeaway. Det får takeawayplatforme som Just Eat og Hungry.dk til at opruste for at snuppe væksten i markedet.
Nye tal fra Landbrug & Fødevarer viser, at danskerne spiste ude for næsten 45,7 mia. kr. i 2018, hvilket er en stigning på 16 pct. på tre år.
Hvis man ser isoleret på takeawaymarkedet, stiger antallet af takeawaybesøg med ca. 10 pct. om året, viser en undersøgelse fra brancheorganisationen Horesta.
Både markedslederen Just Eat og førsteudfordreren Hungry.dk havde således tocifrede vækstrater i 2018, og Hungry.dk voksede samtidig 33 pct. på bundlinjen.
»Langt flere spisesteder i den lidt dyrere ende vil være til stede på Just Eat-platformen, og derfor bliver vores kundekreds hele tiden udvidet. Af den grund kan vi også vokse hurtigere end den reelle vækst i takeawaybestillinger,« siger Carsten Boldt, direktør for Just Eat i Danmark og Norge.
Just Eat har en markedsandel i Danmark på ca. 70 pct., mens Hungry.dk sidder på 12-20 pct., alt efter hvordan man afgrænser markedet.
Vi sætter alt ind på Danmark, hvor vi vil være større end Just Eat om få år.
Både Just Eat og Hungry.dk vil nu opruste kraftigt i den tilspidsede rivalisering om de sultne danskere. Samtidig er finske Wolt kommet stærkt ind i Danmark og har vundet 5-6 pct. af markedet på under et år.
Men Hungry-stifteren Morten Larsen har sat kursen.
»Vi sætter alt ind på Danmark, hvor vi vil være større end Just Eat om få år. Konkurrencen er selvfølgelig hård, men vores vækst i 2018 viser, at vi er på rette vej. Vi har fordoblet vores markedsføringsbudget og skruer også op for udbringning,« siger Morten Larsen, der netop har udvidet med udbringning i København.
Just Eat har allerede 80 pct. af fastfoodstederne på platformen. Derfor ligger væksten i at få bagerbutikker og eksklusive restauranter ind i folden.
»Vi skal bevare en tocifret vækst og vores markedsposition, og det er også realistisk. Lige nu handler det om at få nye typer af madsteder på platformen, og så opruster vi meget på udbringning lige nu, fordi det kan blive vores vigtigste vækstdriver,« siger Carsten Boldt.
Vi skal bevare en tocifret vækst og vores markedsposition, og det er også realistisk.
I Danmark havde Just Eat i 2018 en omsætning på 229 mio. kr. og et driftsresultat (ebitda) på 88 mio. kr.
Men de store takeawayplatforme får modspil fra nye aktører som Wolt og Homemate. Flere spisesteder begynder endda selv at stå for onlinebestillinger for at undgå at aflevere en bid af salget til portalerne.
Ifølge hotellernes og restauranternes brancheforening, Horesta, er den stigende konkurrence afgørende for, at portalernes priser til restauranterne ikke skyder i vejret. Det åbner nemlig markedet.
»Klassiske og lidt dyrere restauranter hopper med på takeawaybølgen, fordi det kan åbne deres salg til en bredere kundegruppe. Så længe de ikke skal aflevere for meget af omsætningen til onlineplatformene, er det en rigtig god vækstmulighed,« siger Nadeem Wasi, medlemschef i Horesta.