Svensk entreprenør lander milliardordre i København
/ritzau/FINANS
Svenske NCC, der er en af Nordeuropas førende virksomheder inden for byggeri og ejendomsudvikling, har landet en aftale på mere end 1,5 mia. svenske kr. - eller knapt 1,1 mia. kr. - vedrørende en byggeopgave i København.
Aftalen omfatter bygning af 233 boliger og en parkeringskælder på Kronløbsøen, som er en ny ø i Københavns Nordhavn.
Det fremgår af en meddelelse fra NCC.
- Dette projekt er totalt unikt. Det er ikke hver dag, at en entreprenør har muligheden for at arbejde med denne type af byudvikling, siger Palle Bjerre Rasmussen, der er direktør i NCC's danske afdeling, i meddelelsen.
NCC vil påbegynde arbejdet på opgaven denne sommer og venter at være færdig mod slutningen af 2023.

