Erhverv
0

Guldregn over streamingtjenester drypper på musikbranchen

Koda kan fredag præsentere endnu et år med milliardomsætning.

Nye regler vil betyde, at alle musiktjenester vil blive underlagt samme lovmæssige grundlag. Foto: PR/Spotify

For andet år i træk rundede Koda i 2018 en milliard i omsætning. Det fremgår af musikrettighedsorganisationens årsberetning, der udkommer fredag.

En del af omsætningen skyldes efterbetalinger fra tidligere års tv-distribution. Det ændrer dog ikke på, at det er et glædeligt resultat, mener Kodas direktør, Anders Lassen.

- Det, vi kan glæde os over, er, at vores indtægter vokser, og de vokser markant. Den vækst kommer hovedsageligt fra de digitale områder, siger han og tilføjer, at resultatet betyder, at Koda kan sende 906 millioner kroner ud til sine rettighedshavere.

- Årets flotte resultat hviler dog igen i år på den lidt bittersøde baggrund, at en del af omsætningen skyldes en ophobning af penge i systemet, der ikke har kunnet udbetales på grund af manglende delingsaftaler med andre rettighedshavergrupper, siger Anders Lassen.

Men der er samtidig fremgang at spore på flere af Kodas indtægtsområder. Blandt andet gik indtægterne fra streaming af tv, film og serier frem med otte millioner kroner.

Dermed bidrog de pænt til onlineområdet, som med en samlet omsætning på 286,5 millioner kroner gik 24 procent frem i forhold sidste år.

- Det er både sådan noget som musikstreaming, som jo går frem - flere og flere bruger streaming i stedet for cd'er - men vi kan også se, at digitale tjenester i kabelnettet og streaming af video går frem.

- Det driver i høj grad vores indtægter og vejer nu op for tabet af de mere traditionelle områder, siger Anders Jessen.

Også på markedsområdet steg indtægterne. Her var det overvejende koncertområdet, der drev fremgangen, som med en samlet omsætning på 101 million kroner steg med otte procent.

I februar blev der efter flere års forhandlinger indgået en aftale, der skal munde ud i et nyt EU-direktiv om copyright.

- Først og fremmest betyder den nye lovgivning, at der kommer samme regler for alle, der laver det, man kunne kalde en musiktjeneste. Hidtil har det været sådan, at der ikke har været samme lovgivningsmæssige rammer for Spotify, som der har været for YouTube.

- Vi håber, at vi vil se en vækst både fra nye og etablerede musiktjenester, når alle tjenester er underlagt de samme regler, siger Kodas direktør.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også