Erhverv

Kriseramt flyselskab stopper alle internationale flyvninger

Alene i april har Jet Airways ladet 25 fly blive på jorden pga. ubetalte regninger.

Arkivfoto: Rajanish Kakade/AP

Krisen i Jet Airways er blevet forværret. Det kriseramte flyselskab har nemlig stoppet alle sine internationale flyvninger, skriver BBC.

Ifølge det britiske medie betyder det bl.a., at selskabets flyvninger fra Delhi til destinationer som Singapore, London og Amsterdam er aflyst.

Aflysningerne er gennemført, efter at selskabet torsdag måtte grounde yderligere 10 fly pga. ubetalte regninger. Dermed har Jet Airways alene i april pillet 25 fly ud af driften pga. dårlig økonomi. Det fremgår af meddelelser til børsen i Mumbai, hvor flyselskabet er noteret.

Flyselskabet har flere end 100 fly i sin flåde. Men det er altså langt fra alle, der kan komme på vingerne. Ifølge BBC skal indiske flyselskaber råde over en flåde på mindst 20 operationelle fly for at kunne flyve til internationale destinationer, men lokale medier rapporterer om, at selskabet nu er nede på at have 14 operationelle fly.

Det indiske flyselskab, der er det største privatejede i Indien, slæber rundt på en gæld på mere end 6 mia. kr., og det har brug for en finansiel livline for at at undgå et kollaps.

Jet Airways er kommet i økonomiske vanskeligheder, efter at en række lavprisselskaber etablerede sig på markedet fra omkring 2005. Det ændrede prisstrukturen. Kombineret med en stor stigning i afgifterne på flybrændstof har det presset selskabet ud i problemer.

Gennem de seneste 10 år har Jet Airways konstant været blandt Indiens tre største luftfartsselskaber. Det har en næsten ikonisk status, fordi det blev etableret af entreprenøren Naresh Goyal, efter at Indien ophævende monopolet på flytransport i 1990’erne.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også