Erhverv
0

Forgyldt Nets-topchef led milliontab i 2018

Bo Nilssons investeringsselskab blev ramt af den globale aktienedtur i fjor.

Bo Nilsson var en glad mand, da Nets blev børsnoteret i 2016. Nu har hans investeringsselskab dog måttet sluge et milliontab i 2018. Foto: Jens Dresling

Bo Nilssons navn blev for nogle år siden synonymt med en debat om grådighed, da betalingskæmpen Nets forgyldte 70 nøglemedarbejdere i forbindelse med en børsnotering.

Nilsson var som topchef den medarbejder, der fik den største bid af Nets’ udskældte aktieprogram. Aktier til en værdi af mere end 500 mio. kr.

De seneste år har Nets-aktierne været medvirkende til at skabe store overskud i Bo Nilsson og hans families investeringsselskab, Bamboh ApS. Senest blev det i 2017 til et overskud efter skat på 98,5 mio. kr.

Men i fjor var tonen en helt anden. Bamboh havde således et underskud på 12,6 mio. kr., viser et nyt regnskab.

»Årets resultat har været præget af de finansielle markeders udvikling, hvorfor ledelsens forventning ikke er opnået for indeværende år,« står der i det nye regnskab med henvisning til den globale aktienedtur, der prægede 2018.

Dog kalder Bamboh-ledelsen, der består af Bo Nilsson og to af hans forretningspartnere, resultatet i 2018 for »acceptabelt«.

Under Bambohs balance kan det ses, at virksomheden havde værdipapirer og kapitalandele for 319,8 mio. kr. ved årsskiftet. Det tal lå på 528 mio. kr. året forinden.

I 2019 forventer Bamboh igen et positivt resultat.

Bamboh har ejerandele i en række selskaber, heriblandt marketingsvirksomheden Citrusmedia.

Bo Nilssons andet investeringsselskab, NH Fintech, har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2018. Det selskab havde i 2016 og 2017 et samlet overskud på mere end 80 mio. kr.

Bo Nilsson er fortsat topchef i Nets, der for lidt over et år siden blev solgt til den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman og senere afnoteret fra fondsbørsen i København.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også