Erhverv

Flyselskab tæt på kollaps - nu strejker 1.000 piloter

Jet Airways leder febrilsk efter en økonomisk livline, der kan afværge en konkurs.

Gennem de seneste 10 år har Jet Airways konstant været blandt Indiens tre største luftfartsselskaber. nu er det tæt på bankerot. Foto: AP Photo/Elaine Thompson, File

Problemerne tordner sig op for det indiske flyselskab Jet Airways, der indtil for kort tid siden var Indiens næststørste flyselskab.

I sidste uge måtte Jet Airways aflyse alle internationale flyvninger og kun holde syv fly på vingerne på grund af ubetalte regninger. Nu bliver selskabet så ramt af endnu en krise, efter at mere end 1.000 piloter har valgt at strejke fra mandag morgen.

Piloterne protesterer mod ubetalt løn og usikkerhed omkring deres fremtidige arbejde.

»I dag har vi ikke fået løn i næsten tre og en halv måned, og vi ved ikke, hvornår vi får løn,« udtaler en repræsentant for National Aviator's Guild, den fagforening som de ansatte i Jet Airways er medlem af.

Piloter, ingeniører og ledere i Jet Airways har ikke fået løn siden januar, skriver nyhedsbureauet PTI.

Jet Airways, der er det største privatejede flyselskab i Indien, slæber rundt på en gæld på mere end 6 mia. kr., og det har brug for en finansiel livline for at at undgå et kollaps.

Selskabet afventer en økonomisk indsprøjtning fra et konsortium af långivere, som har overtaget kontrollen med flyselskabet, skriver Wall Street Journal.

Jet Airways er kommet i økonomiske vanskeligheder, efter at en række lavprisselskaber etablerede sig på markedet fra omkring 2005. Det ændrede prisstrukturen. Kombineret med en stor stigning i afgifterne på flybrændstof har det presset selskabet ud i problemer.

Gennem de seneste 10 år har Jet Airways konstant været blandt Indiens tre største luftfartsselskaber. Det har en næsten ikonisk status, fordi det blev etableret af entreprenøren Naresh Goyal, efter at Indien ophævede monopolet på flytransport i 1990’erne.

Når Jet Airways har aflyst alle sine internationale flyvninger - bl.a. til Europa - skyldes det, at indiske flyselskaber skal råde over en flåde på mindst 20 operationelle fly for at kunne flyve til internationale destinationer.

Jet Airways har faktisk mere end 100 fly i sin flåde, men har altså kun råd til at holde syv af dem i luften.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også