Erhverv
0

Kriseramt flyselskab mangler 20 mio. kr. - om dagen

Jet Airways har måttet forlænge aflysningen af samtlige sine internationale afgange, bl.a. til og fra Europa.

Gennem de seneste 10 år har Jet Airways konstant været blandt Indiens tre største luftfartsselskaber. Nu er det tæt på bankerot. Foto: AP Photo/Elaine Thompson, File

Problemerne fortsætter for det gældsplagede indiske flyselskab Jet Airways, der flyver faretruende tæt på en konkurs.

Mandag mislykkedes det for Jet Airways at sikre sig en finansiel livline fra sine långivere, og selskabet har derfor måttet forlænge aflysningen af samtlige sine internationale afgange. Det skriver BBC.

Jet Airways var indtil for kort tid siden Indiens næststørste flyselskab med en flåde på over 100 fly og afgange over det meste af verden. Nu har selskabet kun råd til at holde seks fly i luften, og mange andre af dets fly er blevet beslaglagt af kreditorer.

Tusindvis af passagerer er strandet, fordi Jet Airways har måttet aflyse størstedelen af sine afgange, heriblandt samtlige internationale af slagsen. Imens er selskabets gæld vokset til næsten 8 mia. kr.

Ifølge analytikere mangler Jet Airways i omegnen af 20 mio. kr. om dagen for at kunne fortsætte driften. Piloter, ingeniører og andet personel har ikke fået løn siden december. De har varslet store strejker.

I et brev til de ansatte skriver topchef Vinay Dube, at det endnu ikke er lykkedes for selskabet at sikre sig finansiering. Bestyrelsen i Jet Airways mødes tirsdag for at diskutere situationen, skriver BBC.

I sidste måned bad den indiske regering højst usædvanligt landets private banker om at træde til og redde det kriseramte flyselskab. En konkurs vil nemlig påvirke op mod 23.000 indiske jobs.

I marts overtog et konsortium ledet af State Bank of India (SBI) kontrollen med Jet Airways. Men der skal findes en investor, som vil skyde penge i flyselskabet, for at det kan overleve.

Jet Airways blev etableret for snart tre årtier siden af Naresh Goyal, der sammen med sin familie i dag ejer 52 pct. af aktierne i flyselskabet. Flyselskabet Etihad Airways ejer 24 pct. af aktierne og har udvist interesse i at øge sin ejerandel, skriver BBC.

Når Jet Airways har aflyst alle sine internationale flyvninger - bl.a. til Europa - skyldes det, at indiske flyselskaber skal råde over en flåde på mindst 20 operationelle fly for at kunne flyve til internationale destinationer.

Og Jet Airways har altså kun råd til at holde seks fly i luften.

BRANCHENYT
Læs også